Web hosting Custom Email SiteBuilder

Det amerikanske Segl var så vigtigt, at skabelsen af det begyndte på dag 1., den 4. juli 1776, da de mænd, som gav det amerikanske folk deres frihed, Benjamin Franklin og Thomas Jefferson, satte deres hjerter ind på at skabe et nationalt tegn på uafhængighed.

Det blev færdiggjort 6 år senere, og de to sider af seglet blev omhyggeligt udvalgt, så det repræsenterede denne nation overfor verden og fremtiden. Selvom vi ser det dagligt på 1-dollar-sedlen, ved de fleste af os meget lidt om vores nationale symbol – og det, vi ved, er oftest forkert. IKKE et frimurer-symbol (det er jeg ikke helt enig i . . . – o.a), dette er er amerikansk symbol, der tilhører os alle.

De Forenede Staters Store Segl er et fundamentalt dokument, som er essentielt for forståelsen af vores historie. Det er ikke obskurt eller esoterisk. Det er en symbolsk erklæring af Amerikas mission – det definitive udtryk for den amerikanske drøm – skrevet i drømmenes sprog.

Når det får den opmærksomhed, det fortjener, vil dette budskab fra de oprindelige Amerikanske Drømmere gøre vor historie klar og kaste lys (illuminere! – o.a.) over vores fremtid.

Grundlæggelsen af de Forenede Stater

Det Store Segl – Amerikas Fødselsattest.

"To see it in our power to make a world happy, to teach mankind the art of being so, to exhibit on the theater of the universe a character hitherto unknown, ane to have, as it were, a new creation entrusted to our hands are honouts that comman reflection and can neither be too highly estimated nor too gratefully received."

-"At se det i vores magt at skabe en lykkelig verden, at lære menneskeheden kunsten at være lykkelig, at udstille en hidtil ukendt karakter på universets skueplads, og at få, som tilfældet var, betroet en ny skabelse i vore hænder, er en ære, som kræver omtanke, og som ikke kan skattes højt nok, ejheller modtages taknemmeligt nok" (Thomas Paine: The American Crisis: XIII, 1783)

Dette niveau i pyramiden omfatter nok så smukt den periode, hvor de Forenede Stater blev skabt – fra uafhængighedserklæringen i 1776 til indsættelsen af den første præsident i 1789 – inklusive tilblivelsen af det Store Segl, som skete i den første halvdel af denne periode og afsluttedes i 1782. I verdens øjne blev det nye USA en realitet i løbet af denne periode, og internationale relationer blev etableret.

Amerikas vigtigste dato er den 4. juli 1776. Uafhængigheden blev erklæret – en nation var født. På den samme dag blev "Medlemmerne af Kongressen samlet efter middagen og ønskede at fuldende beviset på de Forenede Staters uafhængighed ved at skabe et officielt tegn på suverænitet og en national militæruniform." Ligesom de gamle nationer, behøvede Amerika også et emblem til at besegle sine traktater og andre officielle dokumenter. Den nye nation behøvede en signatur, et visuelt symbol, som andre lande kunne se. Det var det tegn, grundlæggerne af Amerika skulle vælge. Ved brug af nogle få symboler og ord skulle de illustrere deres opfattelse af Amerika, dengang og i fremtiden. Denne opgave krævede de mest frugtbare hjerner – Benjamin Franklin, Thomas Jefferson, Charles Thomson. Tre komiteer og seks år senere, den 20. juni 1782, var de Forenede Staters Store Segl skabt. Amerikas "fødelsattest" er dette udfordrende sæt symboler, der er designet så omhyggeligt.

Vore lærere har forsømt at fortælle os om vort Segl, især pyramiden (bagsiden). Kongressen har ikke fremlagt specifikke retningslinier for et stempel af bagsiden. Hvorfor? Er dette symbol for revolutionært, selv for dette århundrede? Det ser ud til, at grundlæggerne endog var forud for vor tid.

De tidlige versioner af det Store Segl og andre symboler hjælper til at kaste lys over det unge Amerikas mentalitet. Bedst af alt, historien om vort nationale symbol hjælper os med at forstå og værdsætte disse oprindelige amerikanske drømmere.

Det Store Segl er en central, men glemt hjørnesten i skabelsen af den amerikanske Republik. Det bør studeres for sin egen skyld, men lige så vigtigt: Det er dette design for Amerika, som meget vel kan sætte os i stand til endelig at forstå historien og måske finde vores plads i den.

Bagsiden af seglet med pyramiden udtrykker grundlæggernes overbevisning om, at bygningen af Amerika er et revolutionært værk – Novus Ordo Seclorum, eller "Den Nye Verdensorden" – som det ville tage mange generationer at konstruere. Vidende, at vi ville tage del i denne stræben, forsynede nationens arkitekter os med denne simple skitse, for at få os til at fortsætte i den rigtige retning: mod højere bevidsthed, repræsenteret ved det strålende øje i pyramidens zenit med mottoet: Annuit Coeptis. Dette betyder: "Det (altseende øje) Begunstiger Vore Gerninger" (men Annuit Coeptis kan altså også betyde "Bøj Jer For Lederne (af) – hvis man opfatter Annuit som pluralis imperativ af "Annuo", der betyder "hilse velkommen, hylde, tilbede, at bøje sig for" og Coeptis som pluralis af "Caput", der betyder "hoved", ofte brugt i betydningen "leder, chef, osv." – o.a.)

Pyramiden repræsenterer amerikansk historie. Dette symbol kan bruges som en tids-linie, for at hjælpe os til en bedre forståelse af vor historie. Store begivenheder markerer hvert afsnit og kan ses i sammenhæng, og derved gøre udviklingen af vores arv mere begribelig. Vi kan se vor historie på en logisk, sammenhængende måde.

Franklin Delano Roosevelt Fuldender Konstruktionen

Af "The American Stage", Symboliseret Ved Pyramiden.

Det øverste, 13. niveau af selve pyramiden begynder i 1932 med valget af Franklin Delano Roosevelt til den første periode af hans uafbrudte fire perioder som præsident for USA. (Han var den 13. præsident, som sad længere en en valgperiode). Det var Roosevelt, som i 1935 anbragte begge sider af det Store Segl på 1-dollar-sedlen. Han døde få uger før 2. verdenskrig sluttede i Europa i 1945.

I symbolsk forstand var Roosevelt den sidste "grundlæggende fader", hvis lederskab fuldendte konstruktionen af Amerikas fundament, symboliseret ved de nederste 13 trin på pyramiden på det Store Segl. Som Winston Churchill bemærkede:

• Roosevelt´s handlinger "ændrede beslutsomt og permanent menneskehedens sociale og moralske akse, ved at involvere den Nye Verden ubønhørligt og uigenkaldeligt i den Gamle Verdens skæbne. Hans liv må derfor betragtes som en af de afgørende hændelser i menneskehedens skæbne.

• Dette er i fremragende grad tiden til at sige sandheden, hele sandheden, åbent og ærligt. Vi behøver ikke vige tilbage fra ærlighed, når vi imødeser tilstandene i vort land i dag. Denne Store Nation vil overleve, som den har overlevet, vil live op og blive rig. Så lad mig først af alt fremhæve min sikre overbevisning om, at den eneste ting, vi behøver frygte, er frygten selv – navnløs, ufornuftig, uberettiget frygt, som lammer de nødvendige anstrengelser for at forvandle tilbageskridt til fremskridt. . .
  
  Lykken ligger ikke i selve det at besidde penge, den ligger i glæden ved at udrette noget, i fornøjelsen ved skabende arbejde. Glæden og den moralske stimulering ved arbejdet må ikke længere glemmes i den vanvittige jagt på flygtig profit.
  
  Erkendelsen af falskheden i materiel velstand som målestok for succes går hånd i hånd med en afstandtagen fra den falske overbevisning, at offentlig tjeneste og høj politisk position skal værdsættes udelukkende efter stoltheden i positionen og personlig profit; og der skal gøres en ende på den facon i bank- og forretningsverdenen, som alt for tit har honoreret ens tillid med hjerteløs og egoistisk udnyttelse. Ikke så underligt, at tilliden svinder hen, for den trives kun på ærlighed, ære, på pligtens hellighed, på trofast beskyttelse, uselvisk gerning; uden disse kan den ikke leve. . . .
  
  Vores Forfatning er så simpel og praktisk, at det altid er muligt at møde usædvanlige behov med ændringer i vægt og arrangement, uden at tabe den essentielle form. Det er derfor, vores forfatningsmæssige system har vist sig som det bedst overlevende politiske system, den moderne verden har frembragt. Det har imødekommet enhver byrde forbundet med udvidelser af territorium, krige i fremmede lande, bitre interne stridigheder, relationerne til verden. . .
  
  Jeg vil bede Kongressen om det eneste tilbageværende middel til at imødegå krisen – bred udøvende magt til at føre krig mod nøden, lige så stor som den magt, der ville blive givet til mig, hvis vi virkelig blev invaderet af en fremmed fjende. .
  

• Instinktivt har vi erkendt et dybere behov – behovet for gennem regeringen at finde instrumentet for vores forenede mål for at kunne løse de problemer, der rejser sig for den enkelte i en kompleks civilisation. Gentagne forsøg på at løse dem uden regeringens hjælp har efterladt os forbløffede og forvirrede. For uden den hjælp har det været umuligt for os at skabe den moralske kontrol med videnskabens tjenester, som er nødvendige for at gøre videnskaben til en brugbar tjener, i stedet for en skamløs herre. For at gøre dette, må vi finde midler til praktisk kontrol over blinde økonomiske kræfter og blinde, egoistiske mennesker.
  
  Vi i Republikken har følt den sandhed, at en demokratisk regering har en medfødt evne til at beskytte sit folk mod katastrofer, som førhen syntes uundgåelige, at løse problemer, som førhen syntes uløselige. Vi ville ikke godtage, at vi ikke kunne finde en måde at helbrede de økonomiske epidemier, ligesom vi, efter århundreder af fatalistisk lidelse, har fundet en måde at helbrede sygdomsepidemier. Vi nægtede at efterlade vores fælles velfærdsproblemer til at blive løst af forandringens vinde og katastrofernes orkaner. . .
  
  Dette år markerer 150-årsdagen for den Forfatnings-konvention, som gjorde os til en nation. Ved den konvention fandt vore forfædre vejen ud af det kaos, som fulgte i kølvandet på Uafhængighedskrigen; de skabte en stærk regering med en styrke i forenet handling, som var tilstrækkelig dengang og nu til at løse problemer, som er langt udenfor individuel eller lokal løsning. For halvandet århundrede siden etablerede de den Føderale regering for at fremme den almene velfærd og sikre frihedens velsignelser for det amerikanske folk.
  
  I dag udøver vi den samme regeringsmagt for at opnå de samme mål.
  
  Fire år med nye erfaringer har ikke gjort vort historiske instinkt til skamme. De holder os det klare håb for øje, at regeringer indenfor lokalsamfund, separate stater, og de Forenede Staters regering kan udrette de ting, tiderne kræver, uden at at opgive demokratiet. . .
  
  Næsten alle indser, at som forviklingerne i den menneskelige relationer tager til, så må magten til at regere dem også øges – magten til at stande det onde, magten til at gøre godt. Vor nations essentielle demokrati og vort folks sikkerhed afhænger ikke af mangelen på magt, men på at deponere den hos dem, som folket kan udskifte med faste mellemrum gennem et ærligt og frit valgsystem. . .
  
  I det formål er vi blevet hjulpet af præstationer af sind og ånd. Gamle sandheder er blevet lært påny, usandheder er blevet aflagt. Vi har altid vidst, at ubetænksom egennytte var dårlig moral; nu ved vi , at det er dårlig økonomi. . .
  
  Vi begynder at aflægge os vor tolerance overfor magtmisbrug af dem, som bedrager livets almindelige anstændighed for profit. . .
  
  I denne proces vil onde ting, som førhen blev accepteret, ikke så let blive set gennem fingre med. Tykhovedethed vil ikke så let kunne undskylde hårdhjerthed . . .
  
  Jeg ser for mig en stor nation, på et stort kontinent, velsignet med en enorm rigdom på naturlige ressourcer. Dets 130 millioner mennesker lever i fred med hverandre, de gør deres nation til en god nabo iblandt nationerne. Jeg ser for mig et USA, som kan demonstrere at, under demokratiske regeringsmetoder, kan national rigdom blive omsat til en bred vifte af menneskelig tryghed, som hidtil var ukendt, og den laveste levestandard kan hæves langt over eksistensminimum.
  
  En regering er kompetent, når alle de, der udgør den, arbejder som tillidsfolk for hele folket. Den kan skabe konstant fremgang, når den er på højde med alle kendsgerninger. Den kan vinde berettiget støtte og legitim kritik, når folket modtager sandfærdige informationer om alt, hvad regeringen foretager sig. . .
  

Hver gang, en præsident er blevet indsat i embedet, siden 1789 har folket fornyet sin følelse af trofasthed overfor USA. I Washington´s dage var folkets opgave at skabe og holde sammen på en nation.

I Lincoln´s dage var folkets opgave at forsvare den nation mod af blive ødelagt indefra.

I disse dage er folkets opgave at frelse denne nation og dens institutioner mod at blive ødelagt udefra. . .

Nationers liv afgøres ikke af antallet af år, men af den menneskelige ånds levetid. Et menneskes levetid er 70 år, lidt mere, lidt mindre. En nations liv er summen af dens vilje til at leve. . .

En nation, ligesom en person, har et legeme – et legeme, der må fødes og klædes og huses, gives ny kraft og hviles, på en måde, der står mål med vor tids opgaver. . .

En nation, ligesom en person, har et sind – et sind, der må holdes informeret og vågent, som må kende sig selv, som forstår sine naboers håb og behov – alle de andre nationer, som lever indenfor verdens indsnævrende cirkel.

Og en nation, ligesom en person, har noget dybere, noget mere permanent, noget større end summen af alle dens dele. Det er dette noget, som har størst betydning for dens fremtid – som kalder på den mest hellige beskyttelse af dens nutid.

Det er noget, for hvilket det er svært – endda umuligt – at komme på et eneste, enkelt ord.

Og dog forstår vi alle, hvad det er – Amerikas ånd – Amerikas tro. Det er århundreders frugt. Den blev født i mængden af de mange, som kom hertil fra forskellige lande – nøgle højtstående, men for det meste enkle folk, som søgte hertil, tidligt og sent, for at finde en større frihed.

Den demokratiske ide er ikke nogen ny fase i den menneskelige historie. Den er menneskelig historie. Den gennemtrængte befolkningernes liv i den antikke verden. Den blussede op påny i middelalderen. Den blev skrevet i Magna Carta.

I Amerika har dens effekt været uimodståelig. Amerika er blevet den Nye Verden på alle tungemål, for alle folk, ikke fordi dette kontinent var et nyopdaget land, med fordi alle de, der kom hertil, troede på, at de på dette kontinent kunne skabe et nyt liv – et liv med en ny frihed.

Dens vitalitet blev skrevet ind i vores egen Mayflower Compact, i Uafhængighedserklæringen, i Forfatningen, i Gettysburg Talen.

De, som først kom hertil for at udleve deres sjæls længsler, og de millioner, der fulgte efter, og deres efterkommere – alle har bevæget sig fremad vedvarende og udholdende mod et ideal, som i sig er vokset og blevet tydeligere for hver ny generation. . .

Det er ikke nok at føde og klæde nationens krop, og vejlede og informere dens sind. For der er også ånden. Og af de tre er ånden den største.

Uden kroppen og sindet, kunne nationen ikke leve, som alle mennesker ved.

Men hvis Amerikas ånd blev dræbt, selv om nationens krop og sind så levede videre i en eller anden form, så ville det Amerika, vi kender, være forsvundet.

Den ånd – den tro – taler til os i vort daglige liv, på ofte ubemærkede måder, fordi det synes så indlysende. Den taler til os her i Nationens Hovedstad. Den taler til os gennem de forskellige processer i regeringerne i de 48 suveræne stater. Den taler til os i vore amter, vore storbyer, byer og landsbyer. Den taler til os fra de andre nationer på denne halvdel af kloden, og fra de nationer på den anden side af havet – de bundne, såvel som de frie. Nogen gane hører vi ikke disse frihedens stemmer, fordi for os er vores priviligerede frihed en gammel, gammel historie.

Amerikas skæbne blev proklameret i de profetiske ord, som vor første præsident talte ved sin indsættelse i 1789 – ord, der næsten synes beregnet på dette år 1941: "Forsvaret af frihedens hellige ild og den republikanske regerings skæbne er på retfærdig vis blevet betroet i hænderne på det amerikanske folk."

Hvis vi mister den hellige ild – hvis vil lader den blive tilsløret at tvivl og frygt – så fornægter vi den skæbne, som Washington så tappert og sejrende stræbte kæmpede for at etablere. Forsvaret af nationens ånd og tro vil levere den højeste berettigelse for ethvert offer, vi måtte være nødt til at give for vort lands forsvar.

Stillet overfor store farer, som vi aldrig tidligere har mødt, er vort stærke formål at beskytte og videreføre demokratiets integritet.

For dette formål samler vi Amerikas ånd og tro.

Vi bakker ikke ud. Vi er ikke tilfreds med at stå stille. Som amerikanere går vi fremad i vort lands tjeneste, efter Guds vilje.

• Vi amerikanere af i dag, sammen med vore allierede, går igennem en periode med enorme prøvelser. Det er en prøve på vores mod, vores beslutsomhed, vores visdom, og vores essentielle demokrati.
  
  Hvis vi imødekommer den prøve – vellykket og ærefuldt – vil vi komme til at udeføre en tjeneste af historisk vigtighed, som mænd og kvinder og børn vil ære os for i al eftertid. . .
  
  Vi vil stræbe efter fuldkommenhed. Vi opnår den ikke med det samme – men vi vil alligevel stræbe. Vi begår måske fejl – men de må aldrig være fejl, som skyldes hjertets svaghed eller tilsidesættelse af moralske principper. . .
  
  Det store faktum, vi må huske på, er at civilisationens retning går altid opad; at en linie trukket midt igennem århundredernes tinder og dale altid har en opadgående retning.
  
  Vores Forfatning fra 1787 var ikke et perfekt instrument; den er ikke perfekt endnu. Men den gav os et fast fundament, hvorpå alle slags mennesker, af alle racer, farver, og trosretninger, kunne bygge en solid demokratisk struktur.
  
  Og i dag, i disse krigsår, i 1945, har vi lært nogle lektier – for en frygtindgydende pris – og vi skal drage nytte af dem.
  
  Vi har lært, at vi ikke kan leve alene, i fred; at vor egen velfærd er afhængig af andre nationer langt fra os. Vi har lært, at vi må leve som mennesker, ikke som østers, eller som hunde i et hundehus.
  
  Vi har lært at være verdensborgere, medlemmer af menneskehedens samfund.
  
  Vi har lært den simple sandhed, som Emerson sagde: "Den eneste måde at få en ven på, er ved at være en." Vi kan ikke opnå nogen vedvarende fred, hvis vi nærmer os den med mistanke og frygt. Vi kan kun opnå den, hvis fortsætter med den forståelse, sikkerhed, og det mod, som flyder ud af overbevisning.
  
  Den almægtige Gud har velsignet vores land på mange måder. Han har givet vort folk tapre hjerter og stærke arme, hvormed de kan slå nogle mægtige slag for friheden og sandheden. Han har givet vort land en tro, som er blevet et håb for alle folkeslag i en verden fuld af frygt.
  
  Så vi beder til Ham for at få en vision, så vi kan se vejen klart – så vi kan se den vej, der fører til et bedre liv for os selv og for alle vore medmennesker – for opnåelsen af Hans vilje om fred på jorden.
  

2. september 1945 – " I dag er våbnene stille"

Mellemrummet mellem pyramiden og øjet påbegyndes

Året 1945 markerer kulminationen af Amerikas fundament, symboliseret ved 13-trins pyramiden på bagsiden af USA´s Store Segl. Vores nation havde virkelig nået det, de havde fanget verdens opmærksomhed ved af slå fjender på tværs af to verdenshave, de havde frelst millioner fra at blive slaver for fascistiske herrer, og de havde sprængt en atombombe. Pyramidens base er meget lig en scene. Nu var scenen bygget og alle nationer vendte blikket mod Amerika. Som Winston Churchill sagde: "Amerika står i dette øjeblik på verdens tinde."

USA´s sejr i 2. verdenskrig blev opnået ved en forenet indsats af herkuleanske proportioner – som blev muliggjort af de mænd og kvinder som tilegnede deres liv, og for mange vedkommede, mistede deres liv for at vinde sejren. Alle os, som lever i dag, har en taknemmelighedsgæld til den generation, som vi aldrig vil evne af betale tilbage.

Den følgende meddelelse blev udsendt til det amerikanske folk af General Douglas MacArthur fra krigsskibet Missouri i Tokyo Bay den 2. september 1945 – efter af den officielle japanske overgivelse sluttede 2. verdenskrig. Disse første ord om fred, skildrer det specielle øjeblik, og udtrykker ros for de ofre, der blev givet, og erkendelse af de udfordringer, der ligger foran.

• "Mine kære landsmænd, i dag er våbnene stille. En stor tragedie er slut. En stor sejr er blevet vundet. Skyerne regner ikke længere med død – havene bærer kun handelsskibe – mennesker overalt går oprejst og i sollys. Over hele verden er der fred. Den hellige mission er fuldendt, og ved at sende dette til jeg, folket, taler jeg for de tusinder af tavse munde, som for altid er gjort tavse i junglerne, på strandene, og i Stillehavets dybe vande. Jeg taler for de navnløse tapre millioner, som nu er på vej hjem for at tage udfordringerne op i den fremtid, som de gjorde så meget for at frelse fra katastrofen.
  
  Når jeg ser tilbage på det lange dystre spor fra de grufulde dage i Bataan og Corregidor, da hele verden levede i frygt, de demokratiet var i defensiven overalt, de den moderne civilisation var rystet i sin grundvold, takker jeg en barmhjertig Gud for, at Han har givet os troen, modet og kraften til at skabe sejren. Vi har kendt nederlagets bitterhed og sejrens sødme, og af begge dele har vi lært, at der ikke er nogen vej tilbage. Vi må vandre fremad og i freden forsvare det, som vi vandt i krigen.
  
  En ny tidsalder er over os. Selv sejren bringer med sig en alvorlig bekymring, både for vores fremtidige samfund, og for civilisationens overlevelse. Destruktiviteten i krigstruslen, gennem store landvindinger på det videnskabelige område, har faktisk nået et niveau, hvor vi må revidere det traditionelle billede af krig.
  
  Siden tidernes begyndelse har mennesket søgt fred. På forskellige måder har man gennem tidsaldrene forsøgt at skabe en international proces, som ville forebygge eller løse uenigheder imellem nationer. Fra starten lykkedes det at finde virksomme metoder, for så vidt gjaldt de individuelle borgere, men der har endnu ikke været nogen mekanisme, der har virket i international skala. Militære alliancer, magtbalancer, forbundskab mellem nationer, alt har fejlet og efterladt os krigen som den eneste tilbageværende mulighed. Vi har fået vores sidste chance nu. Hvis vi ikke kan sammensætte et eller andet større og mere lighedsskabende system, vil Armageddon stå for døren. Det basale problem er teologisk, og involverer en åndelig genopblussen, og en forbedring af den menneskelige karakter, som vil samarbejde med vores mageløse fremgang indenfor videnskab, kunst, litteratur, og al materiel og kulturel udvikling gennem de sidste to tusind år. Det må komme af ånd, hvis vi skal redde kødet.
  
  Vi står i Tokyo i dag og mindes vor landsmand, Commodore Perry, for 92 år siden. Hans mission var at bringe Japan ind i en epoke af oplysning og fremgang, ved af løfte sløret for venskab og handel med verden. Men desværre blev den viden, der derved blev vundet, presset ind i et system af undertrykkelse og slaveri. Ytringsfrihed, handlefrihed, endog tankefrihed blev nægtet folk, gennem anvendelse af overtro og magt. Vi er forpligtet af Potsdam Deklarationen til at sørge for, at det japanske folk bliver befriet fra denne tilstand af slaveri. Det er min hensigt at bringe denne forpligtelse til udførelse, lige så hurtigt så de armerede styrker et demobiliseret og andre vigtige skridt et taget for at neutralisere krigstruslen.
  
  Styrken i den japanske race, hvis den dirigeres rigtigt, kan muliggøre vertikal vækst, i stedet for horisontal. Hvis racens talenter blive ledt gennem konstruktive kanaler, kan landet løfte sig selv fra sin nuværende sørgelige tilstand til en værdig position.
  
  Til Stillehavsområdet kommer nu budskabet om en ny, frigjort verden. I dag er friheden i offensiven, demokratiet marcherer frem. I dag, i Asien såvel som i Europa, smager ulænkede folk den fulde sødme i friheden, frigørelsen fra frygt.
  
  På Filippinerne, har Amerika udviklet en model for denne nye frie asiatiske verden. På Filippinerne har Amerika demonstreret, at folk fra øst og folk fra vest kan gå side om side i gensidig respekt og til gensidig gavn. Historien om vores suverænitet der har nu Østens fulde tillid.
  
  Og så, mine kære landsmænd, i dag meddeler jeg jer, at jeres sønner og døtre har tjent jeg godt og trofast med den amerikanske soldats rolige, beslutsomme, og tapre kampånd, baseret på en historisk sandhed, som sejrede over en fjende, der kun var støttet af mytologisk fiktion. Deres åndelige styrke og kraft har ført os til sejr. De er på vej hjem – pas godt på dem."

Med afslutningen af 2. verdenskrig bliver 1945 et af de mest betydningsfulde år i hele USA´s historie. På pyramidens tidlinie repræsenterer det det punkt, hvor pyramidens base slutter og mellemrummet begynder. Denne solide base dækker USA´s pludselige opdukken i 1776 og dets opstigning til dominans over verden – akkompagneret af fødslen af atomalderen i 1945.

Rumalderens symboler på Global Forening

Bygger bro over mellemrummet mellem pyramiden og øjet.

Efter at have forladt det solide fundament, repræsenteret ved pyramidens base, befinder Amerika sig i Mellemrummet, og eventyret ud i rummet begynder. Måske er den mest kraftfulde effekt af dette eventyr det skift i bevidsthed, der anslås af de første ude-fra-rummet billeder af vores smukke blå planet Jorden.

1. tredjedel af pyramidens dæksten

1971-1984

 



 

Da vi træder ind i den strålende dæksten på vores pyramide, forandrer verden sig hastigt. Det er 1971, vi kører på Månen og stræber efter at række ind i os selv. Trangen til at kende sig selv tiltrækker den amerikanske bevidsthed. Vi kigger indad efter svar, men i stigende grad glor vi alle på dette allestedsnærværende, elektroniske øje – vi leder efter en kanal – og kigger på en Big Brother, som i stedet for at overvåge vore tanker, skaber dem. Og mens befolkningstallets tidsindtillede bombe tikker højlydt, ankommer år 1984.

Amerikas 200-års dag fejres i 1976.

200-års dagen for det Store Segl falder i 1982, et år, som også fejrede to andre vigtige årsdage: George Washingtons 250-års fødselsdag og Franklin D. Roosevelts 100-års.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. tredjedel af pyramidens dæksten

Sådan starter George Orwells profetiske roman, 1984. Bogens helt, Winston Smith, omskriver historien ved Ministeriet for Sandhed, eller Minisand, som det hedder på det officielle sprog, der kendes som Nysprog.

Minisand bygningen "var overraskende anderledes end nogen anden genstand, der var i syne. Det var en enorm pyramide-struktur af skinnende hvid beton, som strakte sig op, etage efter etage, tre hundrere meter op i luften."

I 1990, halvvejs gennem dækstenen, var vi vidner til en forøget opmærksomhed på vores globale miljø og en større respekt for menneskerettigheder. Ville denne bevægelse fortsætte? Ville den rigtige retning blive mere tydelig, og de forkerte valg mere indlysende? Som vi nærmer os spidsen af det Store Segls pyramide (og dets symbolik er rigtig nok. . .), skulle vi begynde at opleve mere klarhed og fornuft. Vi er ved at nå målet.

"Fremtiden er udenfor vores viden, men nutiden er helt utrolig. Vi laver så megen støj med vores teknologi, at vi ikke kan se, at porten til stjernerne er i vores pander. Men tiden er inde, åbenbaringen har allerede fundet sted, og de vogtende seere har set lyset røre ved det mørke, vi kalder for virkeligheden. Og nu sover vi i det korte interval mellem lynet og tordenen."