Også fluerne er på vandring. Nogle få af dem svirrer omkring mig, er åbenbart på vej i sammee retning som jeg. Men de fleste jeg træffer er på vej fra sted til sted i en retning der ikke er min. Vore baner krydses, de tager sig måske tid til at slå en enkelt vending omkring mit ansigt inden de genoptager deres afbrudte kurs.

Solens stråler glider fladt og blødt hen over det røde sand. Til alle sider er der stadig kun sand at se. Fremad den jævne sandstrækning, uden forandring, fortsættende og fortsættende, uden at holde op i en brat horisont, kun sand og sand, fortsættende i en uendelig flimren. Til venstre de runde småbakker, der næsten er af samme højde, og giver en illusion af at området hører op lige på den anden side af den første række høje, hvad det måske også gør.

Min retning går langs foden af bakkerne, uden at give mig anledning til at undersøge landskabet bag dem. Solen er på nippet til at forsvinde, bakkerne ville kaste enorme skygger hvis jeg var på den anden side af dem.

Jeg ændrer lidt på indstillingen i mit sprogapparat og mine sansninger bliver tydeligere og skarpere.

Jeg begynder at synge en sang, der hænger sammen med det sprog jeg har stillet ind på. Den er let og springende.

Mine fødder rører knap nok ved jorden før de, med en lille bevægelse, flytter mig videre i det næste store skridt. Hvert skridt fører mig så højt op at jeg har en fornemmelse af at jeg er på nippet til at kunne kigge over den første række sandbakker, kun for at se de næste og de næste, som hæver sig bagved dem.

Jeg overvejer et øjeblik at ændre sprog, så jeg hurtigt kan komme ud af disse omgivelser, men vælger alligevel at fortsætte under de samme betingelser.

Fjernt til højre, omtrent usynlig for solen, er noget andet på vej, jeg er ikke i stand til at bestemme om det nærmer sig eller fjerner sig.

Af og til krydser jeg spor fra andre mennesker eller højere dyr, der for nylig må have passeret gennem disse egne.

Solen er næsten væk, sandet spiller i usædvanlige farvenuancer der ændrer sig fra øjeblik til øjeblik. Solen er så nær ved at forsvinde, at jeg er i stand til at afgøre at skikkelsen er et menneske der nærmer sig i en bane der er omtrent vinkelret på min.

Jeg ændrer tempo på sprogapparatet sådan at vi vil nå vore ruters skæringspunkt omtrent samtidigt. Mine skridt bliver langsommere og mindre. Skikkelsen bliver en kvinde, der bevæger sig af sted i store hop. Mørket falder hurtigere på og sandet antager sin natkulør.

Da vi når hinanden standser vi begge. Jeg befinder mig stadig i et detaljeret sprogområde, og betragter anerkendende hendes lange, lyse hår, der næsten ikke nåede at lægge sig på hendes skuldre mellem hvert skridt hun tog.

- Mark, siger jeg og sætter mig i sandet.

- Isabel, siger hun og sætter sig tæt ved mig.

Jeg behøver ikke at ændre indstilling for at mærke en behagelig duft der strømmer ud fra hende, en duft der virker uhyre indsmigrende i disse omgivelser, som det ikke er muligt at presse den mindste lugt fra.

Hendes ansigt er regelmæssigt og smilende. Jeg betragter porerne i hendes hud, smilerynken som træder lidt tydeligere frem når hun vender sig mod mig. Hendes huds landskab som minder om den glatte sandoverflade, med de ganske små variationer.

Der er ingenting at sige. Jeg er på vej i den retning som mine spor angiver, hun kan selv se dem og har allerede set dem. Jeg kan blive her og hvile nogle få timer, før jeg fortsætter. Hun er på vej i den retning som hendes spor angiver, jeg har for længst bemærket dem. Hun kan blive og hvile nogle få timer, før hun må videre.

Jeg siger at hun i mine øjne er meget smuk. Fortæller at hun har langt, lyst hår og et lykkeligt ansigt, og at jeg betragter hver detalje hos hende med stor glæde. Og jeg lægger mig ned i sandet.

Hun lægger sig ved siden af mig, tæt ved, og anbringer et tæppe over os. Hun siger at hun er glad for at vi traf hinanden, så hun ikke skal tilbringe natten alene. Hun fortæller at hun er begyndt på dette landskab for nylig, og at hun sætter stor pris på det. Jeg siger at jeg snart forlader det. Hun fortæller at hun de sidste tre nætter ikke har været i nærheden af nogen, men at hun kan lide ensomheden om dagen.

Vi siger ikke mere. Jeg berører en hud som er blød og modtagende, jeg finder en krop som blotter sig mere og mere, som er fast og glat og varm. Jeg holder hendes ansigt i mine hænder, da hun fører mit lem ind i sig.

Vi bliver liggende fuldstændig tæt op ad hinanden hele hvileperioden.

Da vi vågner sætter jeg mit tempo yderligere en smule ned. Isabel siger tak og glatter sit hår. Jeg siger at jeg vil huske vort møde. Hendes øjne smiler lykkelige, hun presser sine bløde læber mod min mund. Vi siger farvel og fortsætter vore baner. Snart er hun på vej op ad den første sandbanke.

Jeg stiller på mit sprogapparat, jeg fjerner næsten alle sansninger, og fortsætter i en drømmetilstand, hvor kun solens varme og landskabets uendelighed trænger ind. Mine skridt bliver lange og glidende, de bringer mig frem i stor hastighed.

Da jeg begynder at sanse igen er der saftige, grønne træer omkring mig. Vand løber fra stamme til stamme. Adskillige mennesker er undervejs i dette område, på den sædvanlige måde, hver for sig, i hver sin retning. De fleste virker uadvendte og tilfredse med omgivelserne.

I en lysning i det grønne område ligger resterne af en gruppe huse, som menneskene boede i før Hændelsen, før alle begyndte at vandre.

Jeg når et stilfærdigt vandløb, som jeg må passere. Jeg finder, efter nogen søgen, en række store sten der virker som overgangssted.

Også på den anden side af vandløbet træffer jeg på efterladenskaber fra menneskene før Hændelsen. Der er et lille bjerg, som jeg bestiger ad en gammel sti. På toppen af bjerget har en lille by været anlagt, så utilgængelig som muligt som et væm mod fjender. Jeg undrer mig igen over, at menneskene, før man kendte sproget, havde så mange problemer at de blev onde af det. Sådan at man var nødt til at tænke på at forsvare sig mod fjender, dengang man ikke beherskede ordet.

Jeg beslutter mig til at jeg, når den næste hvileperiode kommer, vil prøve at sætte mit sprogapparat ud af funktion, for at forestille mig hvordan det var dengang man var bundet til at leve i et enkelt sprog, da absolutter holdt menneskene tilbage, forhindrede dem i at vandre.

Jeg stiller mit sprog på en glidende strøm af unuancerede detaljer, og glider roligt gennem landskabet, som ret hurtigt skifter karakter, og bliver til en mægtig slette, grøn og frugtbar. Mange mennesker er på vej gennem den, i krydsende retninger, også en del store pattedyr ses rundt omkring, smittede af menneskenes evige stræben, sådan at de selv er på vej i en målrettet vandring.

Da jeg udvider registeret med nogle symbolske beskrivelser, antager buskene omkring mig pludselig svulmende kvindeformer, nogle af dem rækker ud efter mig og får fat i mit hår. Musikken omkring miig, som stammer fra fugle som hviler, breder sig som en tyk strøm, der prøver at fylde mine ører og bedøve mig, og føre mig på afveje, at trække mig fra den rute jeg følger, men jorden foran retter mig hele tiden op, tvinger rnin fod til at presse det spor i jorden som denne så længe har sukket efter.

Jeg må standse et øjeblik for at lade en mand krydse min bane, utilnærineligt sejlende som et støt skib, mens han fuldstændig lukker af for omverdenen, i indre fryd mumler ord som kun han selv fatter. Og straks derefter en kvinde der anstrenger sig for at vi skal nå skæringspunktet for vore baner på samme tid, hvorefter hun med overstrømmende venlighed standser og bukker og udstråler de venligste vendinger og lader mig passere først, inden hun atter sætter i gang, idet hun tager sigte efter det næste møde hun kan fremtvinge, med en uskyldig kvinde der går med alle sanser opladte og suger verden til sig i en udstrækning så buskene bøjer sig i retning mod hende, og solens stråler trækkes hurtigere mod hende.

Jeg standser for denne strøm, for igen at tage enkelt-sansninger ind i reflekteret tilstand. Mine skridt fører mig tæt forbi et jernskelet. Et køretøj som man før Hændelsen satte sig i for at komme fra ét sted til et andet. Fra dengang man altid var ét sted, og altid skulle være et andet. Da man var rastløs fordi ens sprog, ens værdier ikke passede til det sted hvor man var. Og fordi man stadig troede at der fandtes et slutsted hvor sproget ville passe. Jeg ser disse mennesker for mig, på vild flugt kring, fra et sted som ikke var godt, på vej mod et sted ikke vil være bedre. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig denne tilstand, omgivet som jeg er af afbalancerede mennesker på rolig og støt vandring, fri for forventninger om værdier uden for vejen. Og jeg forstærker min beslutning om at sætte sprog
apparatet ud af funktion i min næste hvileperiode, i håb om at se disse mennesker for mig.
Jeg går langs kanten af en sø. En sti er slidt af de mange hvis rute midlertidigt er blevet afbrudt af vandet, hvorefter de har fortsat langs bredden til de atter kunne følge deres rette linie.
Jeg går bag en gammel mand der kommer beydeligt langsommere frem end jeg. Da jeg indhenter ham og vil til at passere ham er han ved at standse helt. Da han hører mig vender han sig og holder op med at gå. Han smiler og ser på mig med intense øjne.
- Jeg er snart færdig, siger han.
Jeg trykker hans hånd idet jeg passerer. Jeg overbeviser mig om at han sætter pris på det.
Da jeg er nået længere omkring søen ser jeg at den gamle mand har sat sig ned.
Solen er endnu ikke helt borte da jeg genindtager min rette kurs, på vej væk fra søen. Lydene omkring mig intensiveres, på nippet til at blive ord. Jeg skruer op for følsomheden.
En ildsøjle skyder op lidt forude. Alle farver fletter sig ind i hinanden, der lyder skrig inde fra søjlens rod. På flammespidserne blomstrer der kulørte bogstaver og tegn.
Jeg går gennem søjlen, og på den anden side finder jeg stilhed og lethed. Den tynde atmosfære bærer mig langsomt fremad. En uendelig sort streg bliver trukket gennem mig.
Jeg ser min krop gå ved siden af mig og foran mig. Selv svæver jeg, spændt ud mellem to skikkelser der flagrer som tomme hylstre.
Jeg søger ned mod jorden. Jeg lader mig blive tungere og tungere, jeg gennemvandrer mig selv fire gange, og ændrer så langsomt indstillingen på sprogapparatet. Mine ben bevæger sig skiftevis fremad og slæber min krop med sig. Min krop svæver fremad og får mine ben til at følge efter, sprællende.
Da solen har været væk i nogen tid, finder jeg en busk. Jeg standser ved den og kryber ind under den.

Jeg er i en by der er i oprør. Folk myldrer omkring mellem husene, ind i husene og ud af husene. Overalt summer det af ord der betyder krig, belejring og modstand. Kvinder sidder ubenyttede hen og mumler ord som skal sige overgivelse og opgivelse.
Mennesker der har køretøjer kan komme endnu hurtigere fra det ene sted til det andet og forøger forvirringen kolossalt.

En mand som farer forbi, som standser og råber: - De dér?

- Mark, svarer jeg.
- Under våben, Mark, siger han. - Til samlingspladsen.

I byens udkant er der mange unge mænd samlede. Og flere kommer stimlende til. Alle bærer stænger eller køller eller store knive.

Højt hævet over de andre, stående på nogle kasser, fortæller en ældre mand hvad der er sket, og forklarer hvad der skal ske:

En række væsner er kommet til stedet. De har slået lejr ovre på den anden side af marken. De lægger tydeligt an til at gå til angreb. Vores eneste chance er at gøre os parat i en fart og angribe før fjenden.

På den anden side af marken kan man virkelig se en gruppe væsner forsamlede. De bærer alle stænger eller køller eller store knive. Flere og flere væsner stimler sammen på pladsen. Deres fører uddeler råbende ordrer, uden tvivl om hvordan angrebet skal finde sted.

_ De er flere end os, lyder en mumlen blandt de unge mænd omkring mig.

Men en gruppe af vore stvrter resolut frem inden der bliver givet ordre til det. Lige så overrumplende kommer den første stormgruppe fra fjenden løbende fremad. De to flokke møder hinanden midt på marken. Vore unge mænd jager lanserne frem og slår om sig med køllerne. Væsnerne gør det samme. Vores stormgruppe forsvarer sig tappert, men et par af de unge mænd synker sammen. Fjenden prøver at dække for sig, men nogle stykker er ikke hurtige nok.

Med ét opløses slaget. Vore unge trækker sig forsigtigt tilbage, og fjenden flygter baglæns.

Vi anbringer os i en mere passiv stilling. Vi sender spejdere ud og opretter udkigsposter, så vi hele tiden kan være underrettet om fjendens bevægelser.

Imens har en del af vore mænd arbejdet ihærdigt. Og i løbet af kort tid er det lykkedes dem at frembringe skydevåben. Disse bliver straks ført til frontlinien.

Men hvilken skuffelse er det ikke for os, da vi bliver klar over at fjenden har haft dygtige observatører ude, der har berettet om vore bevægelser, hvorefter fjenden med et fantastisk kopieringstalent lynhurtigt har draget nytte af vor opfindelse, og selv har frembragt lige så effektive skydevåben som vore.

Så snart vore krigere har sat sig ind i hvordan våbnene virker, affyrer de en voldsom salve mod fjendens hovedkvarter, men i samme øjeblik er de andre parate med deres efterligninger og affyrer en dødbringende salve mod os. Mange falder, og vi indstiller skydningen for at pleje vore sår. Fjenden har heldigvis lige så store problemer og går ikke til angreb. Kun en gang imellem affyrer de mest utålmodige unge nogle skud, som prompte bliver besvaret fra den anden side af marken.

Vore teknikere arbejder ihærdigt og kan snart møde frem med nye og bedre våben. Men igen har fjendens efterretningsvæsen fungeret perfekt, og de har med lynets hast kopieret til punkt og prikke. Sådan at vores første skud med de nye våben, øjeblikkelig bliver besvaret med lige så stor styrke.

Vi tager alle mulige forholdsregler for at lukke hullerne for deres spioner, kun med det resultat at vore egne spejdere får det dobbelt svært. I største hemmelighed frembringer vi nogle drabelige kanoner. Men alligevel er alle oplysninger sivet igennem, så da vi affyrer vort første kanonskud og har held til at ramme ned i en stor forsamling væsner, så får vi øjeblikkelig svar fra den anden kant af en kugle der uden besvær pløjer gennem vore forsvarsværker og over stor skade.

Over for så stærke midler må vi trække os lidt tilbage, men har den trøst at fjenden viser lige så stor respekt for vore våben.

Vi fortsætter på disse betingelser. Det står os hurtigt klart at vore modstandere er dumme, uopfindsomme væsner der ikke er i stand til at frembringe noget selv. Ikke en eneste gang møder de op med et våben som vi ikke allerede har produceret. Men til gengæld. har de et helt fantastisk kopieringstalent, sådan at når vi opfinder et genialt våben, er de lige så hurtigt færdige med at lave en tro kopi af det.

Med stor hast frembringer vi bomber af større og større effekt, men uden på noget tidspunkt at komme så tidligt at vi kan nå at få vort afgørende stød ind inden fjenden besvarer det med de samme midler.

Omgivet af halvtreds pålidelige og svært bevæbnede mænd er vore experter nu i færd med at udvikle et virkeligt afgørende våben, som med et slag kan knuse hele fjendens lejr, hvorefter vi vil kunne genindføre fredelige tilstande.

Som sædvanlig er en flok af vore unge samlede ved frontlinien, alle bevæbnede med de bedste og effektiveste våben vi hidtil har frembragt.

På den anden side af marken, nu i respektfuld afstand, kpLn vi se en gruppe af vore fjender forsamlede under våben.

Jeg står og kæmper med sproget. Jeg begynder at forstå. Jeg råber imod vore modstandere: - Idioter.

Hurtigere end et ekko bliver mit råb returneret fra den anden side.

Jeg kravler over forsvarsmuren og ned på marken. Jeg begynder at gå fremad mod fjenden. På den anden side af marken er en ung mand hoppet ned, og er på vej imod mig for at standse min fremtrængen.

Manden kommer imod mig med forsigtige skridt. Han er ubevæbnet som jeg er. Jeg bedømmer ham til at være kraftigere end jeg, han vil sikkert være i stand til at standse min frerntrængen, hvis det er det han har til hensigt.

Vi går begge langsommere og langsommere da vi er ved at være nær hinanden. Han virker ikke helt så frygtindgydende som jeg havde ventet.

Da vi er nær hinanden løfter jeg hånden, øjeblikkelig gør han det samme. Jeg holder mig parat til at dukke mig for hans slag. Jeg træder et skridt nærmere idet han gør det samme. Forsigtigt åbner jeg hånden og ser at han følger mit exempel, mens han betragter mig med vagtsomme øjne.

Med min åbne hånd berører jeg ganske let hans. For første gang berører jeg mit sproglige spejlbillede. Han gengælder mit forsigtige tryk. Jeg fører blidt min hånd ned langs hans, han efterligner min kærtegnende bevægelse. Vi står vendt mod hinanden, vi smiler til hinanden, og berører nu hinanden med begge hænder.

Bag mig har nogle af de unge mænd forstået hvad der er sket og er på vej over muren, uden våben for at løbe hen mod os. Bag min ven ser jeg lige så mange af hans fæller på vej mod os. Han nikker da jeg gør det.

Bag murene opstår der stor ståhej. Nogle råb når os. Vi forstår at forskerne er blevet færdige med deres sidste opfindelse og er parat til at gøre brug af den. Samtidig prøver nogle af de unge mennesker der har set hvad der er sket, at standse de ansvarlige. På grund af den lange afstand er vi ikke i stand til at afgøre om det er forskerne eller de unge mennesker der får deres vilje.

Jeg begynder at sige noget til min fælle, og hører med tilfredshed at jeg siger de ord han er i færd med at sige. Vi taler i munden på hinanden og forstår hinanden. Vi tier.

Jeg føler at han forstår, at sproget materialiserer sig, og at jeg er manifestationen af hans navn.

Jeg står på toppen af den høje trappe. Min kappe er lang og hvid. Under mig står de ti umælende, unge kvinder og de ti umælende, unge mænd, en på hvert trin. Nede for foden af trappen sidder de ti skrivere og noterer de ord der svæver omkring mig, som udgør mig, som jeg skaber.

På den store mark under trappen ligger mennesker, alle fladt på maven, fod ved fod, så tæt at der ikke ville kunne presses en fod ned mellem dem.

De ord der stiger ud af mig gentager igen og igen den samme fortælling:

'Der var engang da kun Ordet fandtes. Da fik Ordet lyst til at høre sig selv. Og det frembragte nogle indretninger og suste igennem dem og frembragte derved lyde. Således talte Ordet gennem sine indretninger, og lod dem kalde sig mennesker.'

Hver gang fortællingen. når til dette punkt går der et sus gennem forsamlingen der ligger på marken.

Fortællingen fortsætter:

'Og menneskene var tilfredse med talen. De nævnte alle ting, og de nævnte alle hændelser, og de nævnte hvad der var og hvad der ville være. Og de nævnte hvad der var sket og hvad der skete. Indtil de troede alt var nævnt, og de opdagede at intet stadig var til. De havde et ord der hed Verden, men verden var kun et syn der var til når de brugte ordet Verden. De havde et ord der hed Mennesket, men mennesket var kun et syn der var til når de brugte ordet Menneske. De havde ord for ting, men tingene var kun illusioner. Da forstod menneskene at intet virkeligt findes, og alle tav, og ingen lod Ordet slippe ud af sig. Indtil min mund blev åbnet og jeg sagde skønne ting, og se: jeg kunne berøre de skønne ting jeg havde sagt. Og jeg sagde andet, og jeg kunne gøre det jeg havde sagt. Mine ord dannede verden efter verden. Og menneskene vågnede igen, og de talte og frembragte verdener som de kunne befolke, og de frembragte mennesker som havde verdener omkring sig.'

Da den kendte fortælling slutter går der igen et brus gennem de forsamlede, et brus som bliver til et ord: - Forandring.

Og jeg holder hænderne givende frem, og siger: - I skal få det.

Og jeg stiller på mit ordapparat.

Der står en lille dreng foran mig. Hans mund gaber, så jeg kan se mellemrummet mellem fortænderne i hans overmund. Han trykker næsen flad mod ruden, så den får en mærkelig facon. Hans øjne stirrer ind mod mig. Med den ene hånd trækker han i sin mors dragt for at gøre hende opmærksom på en eller anden detalje hos mig, sandsynligvis den livagtige måde hvorpå jeg støtter mit hoved på hånden mens jeg tænker.

En mand på den anden side af min montre tager omhyggeligt bestik af mit møblement, som om han er historiker.

Min stol er simpel. Den er lavet af træ, den har fire ben og et ret spinkelt ryglæn. Den er lige op og ned, der er ikke gjort det mindste for at gøre den en smule magelig, der er ingen knap til at regulere dens hårdhedsgrad, dens fjedringsevne eller dens stilling. Bordet foran mig er lige så simpelt. Det er ligeledes lavet af træ, som man har skåret til og glattet. Det har fire ben, ikke engang dets højde kan reguleres. Og endelig en skrivemaskine som jeg betjener med fingrene. Hver gang jeg vil frembringe et bogstav må jeg trykke en af de små taster ned som derefter afsætter et mærke på et stykke papir.

Transportbåndet har givet et lille ryk, så menneskemængden uden for glasset har forskudt sig en lille smule. Jeg skriver igen noget, efter at have tænkt mig om, og børnene jubler og de voksne stirrer endnu mere spændte.

En tyk mand står for tur. Jeg kigger ud. Han har små plirrende øjne. Hans fingre trommer anspændt mod hinanden.
jeg skriver en kro. Den tykke mand går ind i den. Jeg udstyrer den med en sjov, gammeldags bar. På væggene skriver jeg billeder, jeg prøver at gøre dem afvekslende: en kvinde der står ved en sø, en mand der ligger under et tæppe. Jeg lader værten være lang og ranglet, en smule krumbøjet. Han hilser på den tykke og spørger ham hvad han vil spise. En ung kvinde kommer ind. Begivenhederne begynder at tage fart. Den tykke nikker henrykt.
Én kommer til at slå så hårdt mod montrens glas at min opmærksomhed afledes. Båndet har givet et par ryk frem.
jeg udsøger mig nogle ord og frembringer et landskab. Den næste i rækken går ind i det. Jeg lader ham gå fremefter gennem landskabet. Jeg fornyr det hele tiden. Rundt omkring ham går andre mennesker i andre retninger.
Jeg må tage en kort pause før jeg finder på det næste. Jeg lader drengen med den flade næse flyve, lader hans mor stå på jorden uden at kunne følge efter ham. Drengen prøver at vise hende hvordan hun skal bære sig ad, men hun forbliver lænket til jorden. Han vinker og smiler så man kan se mellemrummet mellem hans fortænder.
Jeg bliver nødt til at rejse mig lidt. Jeg strækker mig og går et par skridt frem, og lige så få skridt tilbage. Menneskenc er lidt skuffede, men betragter mig alligevel opmærksomt. Alle venter tålmodigt. Jeg gnider min pande med den ene hånd.
Jeg anbringer mig hurtigt igen på stolen foran bordet. Jeg betragter de ulykkelige som endnu ikke selv kan frembringe levende verdener, som ikke stoler på bærekraften i deres egne ord.
Jeg frembringer en montre overfor min. Menneskene betragter den forundrede. Jeg sætter en mand ind i den. Jeg giver ham en simpel træstol og et vakkelvornt skrivebord. Jeg lægger hans hånd på panden.

Menneskene ved ikke til hvilken side de skal vende sig. Jeg smiler beroligende ud til dem. Manden i den anden montre smiler beroligende ud til dem.
Jeg tager den smukke pige som står og venter. Jeg pynter på hende med et par ord. Hendes bryster spænder blusen ud. Jeg fører hende ind i en stor sal. Jeg ændrer på mit sprogapparat og tager hende ved hånden. Hun smiler til mig og nejer.
På vej gennem den store sal betragter jeg skiltet ved montren.. Lær sprog. Lær at gå frit ind og ud af verdener.
Inde i montren sidder jeg. Jeg klør mig eftertænksomt på halsen. Jeg begynder at skrive om en smuk pige.

Jeg tager for sidste gang afsked med den store mængde menne sker der har forsamlet sig. Mine venner giver jeg et sidste håndtryk.
Et par fotografer beder mig om at gentage den bevægede afsked, imens de tager nogle nærportrætter. Jeg gør det, men denne gang uden min oprindelige inderlighed. I husene trænges adskillige mennesker i hvert vindue.
Til ære for fotograferne vinker jeg trøstende til kvinderne i den ynkelige, spredte flok der står tomhændede og sørgende. Den alvorlige stemning breder sig straks over hele pladsen.
Da jeg vil til at lukke dragten tæt sammen omkring mig, træder min ven, lægen, frem og giver mig den sidste advarsel. Jeg smiler kun ad ham, hvad han også ventede. Han ryster på hovedet ad mig.
Jeg lukker dragten, og går med glatte skridt hen mod det lille hul. Jeg kravler ned i det. Det er et langt, Snævert rør. Jea glider gennem det. Det snor sig og bøjer sig. Nogle steder trækker det sig sammen så jeg næsten ikke kan trænge igennem.
I lang tid er der kun mørkt og klæbrigt omkring mig, mens jeg fortsætter min støtte bevægelse. Men efter at jeg har tilbagelagt en lang distance begynder der at blive lysere. Og jeg kan i det fjerne høre nogle af de ventede ord. Endnu varer det dog længe før jeg kommer så nær ved at jeg kan høre hele ordlyden.
Den fedtede væske omkring mig bliver klarere, og jeg bliver i stand til at se ned, se fra en helt ny synsvinkel.
Endelig når jeg til stedet hvor ordene slipper ud, og kan nu opfatte dem i sammenhæng, og høre historien:
- Engang var der kun hjernen, ingenting inden i den, ingenting uden for den. Ved et tilfældigt sammenstød mellem to af hjernens vindinger opstod der pludselig en tanke. Denne tanke kaldes Begyndelsen. Herved var Begyndelsen opstået i hjernen. Tanken udvidede sig, skabte andre tanker der bredte sig, og efterhånden var hele hjernen befolket af tankevæsner, af dyr, af skove, af solstrejf, af mennesker, af stjerner, af jord, af vand. Dette var godt i lang tid så, dette var godt i lang tid så, dette var godt i lang tid så, dette var godt i lang tid så ...
Jeg finder lækagen. Jeg stopper ledningen op i hullet og begynder at lappe omkring den. Jeg må næsten arbejde i blinde for ustandselig udstødes fremmedlegemer og væsker imod mig og tilmudrer væsken omkring mig. Jeg fortsætter ufortrødent og omsider er hullet tætnet.
Jeg hviler en tid ovenpå anstrengelserne og forsikrer mig om at min lukning er effektiv. Ordstrømmen er standset, ikke et ord slipper ud.
Jeg tilfører ledningen en impuls og røret ryster og trækker sig sammen og udvider sig. Jeg holder mig fast og ser med tilfredshed at påvirkningen har positive virkninger. Nær ved mig udstødes et lille æg der hurtigt sprænges af to par stænger der vokser ud og tager form som arm og ben. Strømmen griber det lille foster og fører det med sig i den retning jeg kom fra.
Jeg venter, og gentager så min påvirkning. Reaktionen er lige så voldsom denne gang, jeg slynges frem og tilbage mellem rørets sider, men ved at stemme armene imod er jeg dog i stand til at undgå at blive revet med af strømmen.

Igen udstødes en lille klump, der straks sprænger sin form og vokser til en mere differentieret skikkelse.
Det er som om jeg kan høre ordene hvirvle forbi inde på den anden side af røret, men stadig holder min lapning.

Jeg står i et nyt landskab. Solen er for nylig stået op. Den kaster endnu meget lange skygger. En mand, som allerede er i gang, passerer forbi mig, omtrent i den modsatte retning af den jeg skal.
Jeg regulerer på apparatet. Jeg lader mit sprog frembringe en ny og spændende verden, som jeg vil finde det behageligt at vandre gennem. Jeg glæder mig til igen at se landskaberne roligt glide forbi mig, efter at jeg i et par dage har befundet mig i helt andre sproglige omgivelser, mere dramatiske og forskelligartede, men også mere trættende.
Træerne er forvredne og forkrøblede i fantastiske former. Imod lyset ligner de mystiske tegn.
Mine fødder træder små spor i sandet, og sætter for hvert skridt et lille sandskred i gang. I det fjerne ser jeg noget der kan være et stort dyr eller et menneske. Jeg kan ikke bestemme om det nærmer sig eller fjerner sig, eller om det eventuelt bevæger sig parallelt med mig.
Jeg passerer et skur som mennesker har boet i før Hændelsen. For gad vidst hvilken gang, prøver jeg at forestille mig hvordan livet var da man troede at det tilfældige sprog man levede i, udgjorde den eneste mulige verden. Jeg synes jeg lidt bedre kan forestille mig krisen da man opdagede fejltagelsen.
Jeg ændrer indstillingen og får en række detaljer ind. En gren ligner en krum arm, en anden ligner en slange der rækker opad. Træernes stammer er furede og rynkede, små insekter er på vej op ad dem eller ned ad dem. Enkelte synes at bevæge sig i en stadig ring omkring stammen uden nogen sinde at komme ud af deres bane.

[Her slutter den egentlige fortælling, men den fortsætter over i en ny vignette, inden Noget går gennem byen fortsætter i Maskeballet]

Den sidste fortælling har sat dem i bedre humør. De nikker tilfredse til hinanden, og har alle sammen en fornemmelse af at de er ved at kende de to andre masker temmelig godt.

- Den var meget smuk, siger ham der kalder sig Stig.

- Men jeg er bange for at det er ønsketænkning, siger den brogede mand.

- Jeg forestiller mig at han, jeg mener du, går ind i spejlet, efter passagen med spejlkrigen, og at hele resten af historien udspiller sig derinde, er det at lægge for meget i den? siger ham der kalder sig Stig.

- Det ved jeg ikke, svarer ham der kaldes Mark. - jeg har ikke rigtig tænkt på den på den måde.

- Det er lige som jeg begynder at se et mønster, siger ham der kalder sig Borg. - Jeg ved ikke om jeg kan udtrykke det. Det er som om der er sket en udvikling med vore fortællinger. Først var der historien om mig, der var glad men - undskyld jeg siger det - latterlig, da jeg drog ud til de andre verdener, overbevist om at "n opfattelse er den eneste rigtige. Så var der Stig der, i min historie, blev ulykkelig over at få flere forskellige verdener med hver sin rigtighed. Og så endelig er der Mark, der i den sidste historie er lykkelig mens han vælger mellem en lang række forskellige, men ligeberettigede verdener. Jeg ved ikke om det er til at forstå hvad jeg mener, det er bare en fornemmelse der er ved at opstå.

- Det mønster duer ikke til så meget, indvender manden i den stribede dragt. - Det dækker jo kun halvdelen af de historier vi har fortalt.

- Det kan jo skyldes at vi mangler nogen endnu, siger ham der bliver kaldt Mark.

Ham der kaldes Stig nikker, mens den tredje ryster på hovedet: - Nej, jeg kan ikke rigtig se hvordan systemet skulle kunne udvides til de andre fortællinger.

De taler ikke meget længere sammen, men skilles så de kan være udhvilede til arbejdet der venter dem næste dag.

Den tredje morgen begynder som den foregående. Den ene sætter sig til at skrive de nyeste historier ned. Den anden begynder på sit opmålingsarbejde. Den tredje tilrettelægger dagens forsyninger, og giver sig derefter til at udtænke en metode til at gøre sovepladserne mere behagelige.

Men snart holder den ene en pause og driver hen og giver den anden en hånd med i arbejdet. Af og til standser den anden for en tid, og går hen og beundrer den tredjes værk. Et par gange giver den tredje slip på sin beskæftigelse, og slutter sig til den første og yder ham et par gode råd.

Da de samles om aftenen siger ham der kaldes Mark: - Der er unægtelig et par ulemper forbundet med opholdet hernede, men når man ser bort fra dem synes jeg vi har fået indrettet os ganske tåleligt.

Ingen af de andre modsiger ham. De tænker alle et øjeblik på de mennesker der er spærret ude fra kælderen.

Efter en pause siger ham der kaldes Stig: - jeg tror jeg skylder jer en historie om kærlighed. I begyndte begge to med det, nu skal jeg føje n-tit bidrag til denne række.