|
|
| TILSTÅELSE |
| Forfatteren Svend Age
Madsens næsten fixe og færdige opskrift på den fuldkomne forbrydelse. Men også den
tilståelse i Musikhuset, at til eksamen ville han dumpe i sit eget forfatterskab |
Jyllands-Posten 10. december 1998
Og mareridtet breder sig til flere egne af landet. Også mikrofon- og foredragsholder Niels Højlunds selvangivelse er forsvundet. Og tyve-tredive andre.
Skatteministeriet nedsætter i hast en ekspertgruppe, for kan det være en tidlig variant af år 2000-fænomenet? Især rammer skærm-mysteriet de borgere, som tirsdag aften har været til litteraturdebat i Musikhuset Aarhus.
Åndeløs tavshed
Som Interviewer, indleder og entertainer Niels Højlund. På podiet forfatteren Svend Age Madsen. I salen et publikum, der i åndeløs tavshed Ivtter fil Madsens rapport om sin ny roman "Finder sted". Især da han detaljeret gør rede for begrebet deletomani - også kaldet eratofili - og omhyggeligt dvæler ved den nærmeste fremtid, hvor pyromaner erstattes af deletomaner.
Det er folk, som har lært sig den simple kunst at formatere harddisken på andres computere. Et upåagtet øjeblik, en hurtig kommando, hænderne om på ryggen igen, og deletoinanen går fløjtende igennem det engang så frejdigt summende kontorlandskab.
Nu har han tømt harddisken for deres indhold. Hvor de før rummede milliarder af informationer, er de nu vupti! reduceret til glatte tromler med hærdet stål i hovedet.
Helten i Madsens roman er deletoman, og når vi har læst romanen, mærker vi denne rastløse snurren i fingrene. Giv mig en harddisk, hvorpå jeg kan stille min tørst efter katastrofer.
Dumpekandidat
Bortset fra den næsten fixe og faerdige opskrift på den fuldkomne forbrydelse tilstod Svend Age Madsen, at hvis han skulle til eksamen i en bog. han selv havde skrevet, så ville han dumpe.
»Da mine børn gik i gymnasiet og havde mig for, kom de tit og spurgte, hvad meningen var med det og det afsnit. Når jeg ikke kunne svare, troede de, jeg blot unddrog mig min faderlige pligt til at oplyse dem. Men,laktisk blev jeg først klar over, hvad jeg skrev, da jeg havde læst Anker Gemzøes disputats om mit forfatterskab -«
. Niels Højlund er en læser uden forfatterens tyngende pligter. Med Wittgensteins "Philosophische Untersuchungen" i venstre hånd og mikrofonen i den højre betror han os den oplevelse, som bogslugere har fælles:
»Vi mærker en følelsesintensitet, vi ikke troede, vi kendte. Vi befinder os i grænseegne, hvorom vi intet anede. Bare der var endnu flere sider i bogen, tænker vi og har ikke lyst. til at forlade den fremragende litteraturs eminente selskab. Men vi er taknemmelige over, at forfatteren udforsker verden på vore vegne. Kunst bringer os tættere på virkeligheden.«
Eller med et publikunisjublende citat af maleren Johannes Larsen:
»Der findes to retninger: kunst og lort.«
Svend Åge Madsen igen:
» At skrive er det sjoveste, jeg ved. Der er dage, hvor jeg skriver mig høj og
burde gå på afvænning.«
Så Niels Højlund rundt i salen med mikrofonen som rygende revolver ned i ansigterne på os. En studine vil have Madsenromanens slutning nøjere forklaret, for den var svær at forstå, og hun blev så forvirret. En bibliotekar undrer sig over massemediernes overfladiskhed, for de trænger aldrig ind i bøgerne, men nyfigent kredser de om deres ophavsmænd. En herre stiller skarpt på den gåde, at "Mærk verden" er solgt i én million eksemplarer, men kun læst af tre tusind. En journalist nægter at overgive sig til mikrofonen, for han må intet mene om verdens trolddom, kun referere dens fænemener.
Gåden sitrer fortsat i Niels Højlunds replik:
»Hvordan fremmer man litteraturen i et moderne samfund? Her i Musikhuset drøfter vi dens skæbne og fremtid, men den største del af befolkningen er et helt andet sted.«
Man forlader salen. Fingrene øver sig hemmeligt på deletomaniens forbrydelse.
»Og galskab er den fineste af alle menneskets egenskaber,« konkluderer Svend Åge Madsen.
