|
|
DAN TURELL Peter
Laugesen - Poesien og Personen(fra Politiken, den 7. marts, 1992)
Problemet er naturligvis - hvis man da ikke hører til dem der (måske klogest?) foretrækker bare at skøjte hen over problemer - hvor man begynder.
Når man nu har så megen tid - d.v.s. for-tid - til fælles og sammen. Når man som unge ukendte ulæste, dengang sandsynligvis tilmed ubrugelige digterspirer har truffet hinanden i et logihus i omegnen af København i 1965 og lige siden har haft en dialog kørende sammen, ikke blot en bogstavelig korrespondance, men nok så meget dén i baghovedet. Når man i alle disse år har boet med, hos, omkring hinanden, på mere end én måde.
Det lvder som optakten til en sølvbryllupstale. Det er det på en måde også. Det er i år 25 år siden, Laugesen udgav sin første bog. Ét sølvbryllup. Det er i dag 50 år siden hans fødsel. Dobbelt op.
Forfatteren til denne artikel véd (stort sét) alt om Laugesen læseren formentlig (noget nær) intet.
Kan en artikel skabe en bro - eller bare en illusion af en bro mellem alt og intet?
Sandsynligvis ikke. Men skulle dét være en gyldig grund til ikke at prøve?
I jazzen har man det stående udtryk, at én eller anden er en musicians' musician, en musikernes musiker, hvori ligger at det er ham kollegerne lytter til, fordi han rører ved noget grundlæggende for métieren, selve rødderne, mens han måske, sandsynligvis, i forhold til bl.a. dem der dyrker ham, er halvt skj ult for den store offentlighed.
Der har altid været musikernes musikere, og på samme måde har der været poets'poets, digtere for (flest af alle) digterne. Ezra Pound var sådan én. Stort sét alle der skriver lyrik har læst ham, nogle få der ikke gør har.
Peter Laugesen er, med eller mod sin vilje, af temperament eller tilfælde, blevet digternes digter frem for nogen. Jeg kender ingen nulevende dansk lyriker (ogjeg kender mindst ni ud af ti, større er landet sgu da heller ikke), der ikke har den dybeste respekt eller (lige så gerne) den klareste kærlighed til overs for ham.
Slå ham op i litteratur-håndbøger og bemærk de tillægsord, man oftest bruger til at beskrive ham med. Det bliver noget i retning af de følgende:
Individualistisk, anarkistisk, revolutionær, grænsenedbrydende (eller -overskydende), oprørsk, desperat.
Så véd man dét, og dét kan man ikke bruge til noget. Et katalog af intetsigenhed.
Man kan også bruge vejskilte, kunsthistoriske vejskilte, for at pege hen til hvor man kommer fra. Ingen kommer jo fra Ingensteder, no mans an island, end ikke en mand fra Odder.
Så hedder vejskiltene feks. og bl.a.: Dada, surrealisme, fluxus, zen,jazz, beat, situationisme, happenings.
Det er de steder, hvor noget brydes ned og noget andet end det sædvanlige synes at opstå i sprækkerne, i hvert fald synes - bagefter er man altid i tvivl, usikkerheden breder sig - og det er et formål. Vil man arbejde på dén måde må man sé sådan på det, at enten er tvivl bedre end tro, eller konstant tvivl er en form for tro.
Med Laugesens egne ord: 'Skriften søger huller i sprogets mur,.
Hvilket er udlagt: Poesien leder efter de områder i sproget der endnu ånder, endnu ikke er underlagt samfundets politisk-kommercielle maskine.
Men så tilføjer han godt nok: 'se mor nul huller'!
Han har nemlig, hvad ikke så mange har bemærket, en helvedes sans for humor - og en tilsvarende selvironi.
Men på sine egne betingelser.
l det hele taget er dét, på sine egne betingelser, karakteristisk for manden. Han vil ikke være noget andet end hvad han er - ikke 'Den idiotiske forsøgen på at være et eller andet'. Ligemeget om 'et eller andet' så er guru, bestseller, idol eller 'kulturpersonlighed'.
Han er jyde, og helt ind til benet. Hverken stædigheden eller kunne man næsten sige - den konkretiserede stædighed, Naturen, er nogen sinde ret langt væk.
Det er også sig selv han skriver om i feks. disse enkle linier:
en primitiv hæderlighed -
planter der vokser -
frøet, stængelen, roden -
bladene, blomsterne -
vissen og frø -
så forfra -
altid den samme -
og aldrig to planter ens -
Det er egentlig meget skægt, sét fra nu, at da Laugesen trådte frem og i nogle år (omkring '70) var selveste Den Skinbarlige Inkarnation af Den Nye Poesi talte man meget, lærd og akademisk, om 'skrift-teori'. Det var noget med nogle franske sprog-teoretikere, især en vis Derrida, som (bl.a.) jeg aldrig fik rigtig hold på.
Disse teorier er vel også i dag glemt uden for de kredse der samler på dén slags som andre på frimærker, men til gengæld er det blevet så meget tydeligere hvad Laugesen selv, fri af dem, står for: Laugesen, sig selv, som enhver anden vækst - for at bruge et af hans yndlingsord. Et andet er 'landskab', et tredje 'skrift', og så er der vel egentlig ikke så meget at sige: Hver vækst afsætter sin skrift (sit liv) i landskabet - på hver sin måde.
åen er ikke den samnw
som den er
den er uophørlig forandring
den har været i tusinder af år
uden nogensinde at gentage
sig selv
Sé blot på hans - efterhånden små fyrre - titler 1967-92:
'Landskab' (debut'en), 'Åens skrift', 'Det er kun en måne af papir', 'Hamr og Hak', 'Vindens tunge', 'Frø og stængler'- bare et par eksempler.
'Åens skrift'? 'Vindens tunge'?
Lyrik er sprog, og sproget er et materiale. Det er en smuk - og sand - historie, at Peter efter (bl.a.) fejlslagne ungdommelige forsøg på at 'være'journalist gik i lære som typograf - og gennemførte dén uddannelse, dengang, som samtidig prisbelønnet lyriker. Ordet var kød - og blev bly.
Det var den samme meget konkrete, meget materielle stædighed som fik ham til at udgive sine første værker egenhændigt duplikerede, så de blev som han ville: d.vs. som de skulle være, d.vs.: som de var. I stedet for at prøve at 'være et eller andet' f.eks. bøger, rigtige bøger, i rigtige boghandeler.
Det var jo - 'bare'? - Peter der skrev. Som når han skrev - skriver - breve. Med samme organiske stædighed som åen flyder og græsset vokser, ikke to græsstrå lige højt.
Så -
Hvad kan jeg sige andet end det der er
og som siger sig selv uden at sige noget
Dét er ligefrem en salme.
Peter Laugesens poetik og projekt er Peter Laugesen. Ganske som det var med Søren Kierkegaard - eller Jack Kerouac.
Han skal hyldes, højt og eftertrykkeligt, af netop dén grund. For sin sammenbidthed, sin poetiske nerve - men først og sidst for sin stædige ægte vilje til at være sig selv, sit eget stadig strømmende selv.
Som åens.
