Klaptekst

SOFT MACHINE PRODUCTIONS

                                                        blir, believe it or not, forvirrende, forstyrrende, & forbandet ofte spurgt om, "hvad Soft Machine Productions er." SOFT MACHINE PRODUCTIONS er ingenting, SOFT MACHINE PRODUCTIONS er et hul i jorden, SOFT MACHINE PRODUCTIONS er navnet SOFT MACHINE PRODUCTIONS, som er det navn Dan Turèll (alias Manjana alias Karma Cowboy alias undertegnede) siden 1972 har sat på sine selvudgivne bøger, hæfter, skrifter, aktioner etc ... SOFT MACHINE PRODUCTIONS er altså Dan Turèlls personlige (om end ikke private) forlag, distributionscentral & selvformede rum. Der har været andre før (Dracula Poetry, Peace Eye Spirit, Third Eye Inc., for at nævne et par stykker), der vil komme andre. Men p.t. er navnet altså SOFT MACHINE PRODUCTIONS, med kærlig hilsen til onkel Bill (Burroughs) ... SOFT MACHINE PRODUCTIONS er ikke en "afdeling" af Jorinde & Joringel eller andre "undergrundsforlag" eller andre forlag overhovedet, men en selvstændig økonomisk & produktiv enhed, uafhængig af alt andet & alle andre end printing manager Tage Kjær. SOFT MACHINE PRODUCTIONS har de to sidste udgivet følgende, alle "udsolgte" tekster af Dan Turèll: "A draft of XXX Space Cantos", "opsvulmede byer i sigtekornet flagrende skud i bevidstheden", "Here Comes your 19th Nervous Breakdown" & "Lissom", alle gratis tildelt J&J-abonnenter såvel som andre der måtte ha udbedt sig dem, motiv ubekendt & uomspurgt ... SOFT MACHINE PRODUCTIONS har desuden udgivet "Dobbeltskrift" (sm. m. Peter Laugesen, Manjana Time Scripts), og i samarbejde EDITION AFTER HAND optaget "Film" (sm. m. Henrik Have). SOFT MACHINE PRODUCTIONS udgiver endvidere feuilleton-serien

                            FEUILLETON

                                                    et principielt uendelighedsværk, eller med Vendsyssel Tidendes ord - en "foreløbig evighedsfrise", startet marts 1972 og hermed omfattende 7 hæfter, hvoraf dette 7. p.t. er det eneste der kan fås. [...] FEUILLETON har bl.a. haft specielle bidrag fra Peder Bundgård, Erik Liljenberg, Henrik Have, Peter Laugesen, Per Højholt & talløse andre, heri incl. udenlandske sympatisører, venner & medsammensvorne fra Dracula til Buddha eller fra Elvis Presley til Alan R. Watts ... FEUILLETON vil fortsat udkomme med aldrig svigtende uregelmæssighed. Interesserede bedes om, da FEUILLETON'erne hurtigt forsvinder, at tegne abonnement hos SOFT MACHINE PRODUCTIONS. Dan Turèll, Forhåbningsholms Allé 18, 1904 København V. Dette er indtil videre, og så længe som muligt, gratis ... FEUILLETON modtager med fortløbende entusiasme (om end uden tilsvarende udstrakt garanti i nogen retning) bidrag i en hvilken som helst form, & naturligvis helst uden ...

                                                                    marts 1974/ D. T.

AG00051_.gif (1652 bytes)Læs om Dan Turèlls tanker om FEUILLETON sytten år senere.

AG00051_.gif (1652 bytes)Retur til Feuilleton eller

AG00051_.gif (1652 bytes)Min Lyksaligheds Stad eller

AG00051_.gif (1652 bytes)DET ER FOR MEGET! DAN TURELL