|
|
Det underjordiske
Arbus har virket dragende og inspirerende på to af byens mest kendte kunstnere,
forfatteren Svend Åge Madsen, 59, og filminstruktøren Nils Malmros, 54.
Så vi fandt det helt naturligt at
invitere netop de to med ned i dybet på steder, hvor de har ladet dramatiske scener
udspille sig i henholdsvis roman og film, Svend Åge Madsen i sin store eventyrlige
spændingsroman om Arhus i 1970'erne, »Tugt og Utugt i Mellemtiden«, og Nils Malmros i
sin film fra 1989 »Århus by 'Night«.
Hævnerens flugt
Først Svend Åge Madsen Han lader
sin hovedperson, den jagede hævner Ludvig flygte fra Mindet i Åhavner ind i mørket ad
den overdækkede å under Europaplads.
Døden nær af udmattels( og forkommen af opholdet det iskolde vand bliver har reddet af
de mystiske mennesker, der bor og lever under Åboulevarden - »De underjordiske«
De får ham bragt på det tørre i et hulrum i å-kassen. Her plejer de ham og giver ham
mad, indtil han igen er kommet til kræfter, så han kan komme til kræfter. Han oplever
aldrig, hvordan disse mennesker ser ud, for det er helt mørkt derinde. Derfor kan myten
om dem leve videre. Det siges, at de har tre ben, lever af små børn og kravler gennem
nedløbsrør ...
Livets vand
I indledningen til kapitlet om
"De underjordiske" skriver Svend Åge Madsen:
»De smukkeste af Europas storbyer er alle voksede op omkring et vandløb, der leverer
livets vand til byen. Som London har Themsen, Paris Seinen, har Århus sin Å. Men med en
karakteristisk beskedenhed har århusianerne dækket en del af deres strøm og placeret en
boulevard over den.«
Tilbage på å-stedet
Det er skrevet midt i 70'erne.
Siden er »livets vand«, som bekendt kommet til syne igen i midtbyen - dog endnu ikke på
stykket fra havnen til Mindebroen.
Så på dette å sted satte vi Madsen stævne. Han indrømmede, at han aldrig selv havde
været inde i å-kassen.
Det kom han nu. Med venlig hjælp fra kommunens kloak- og vedligeholdelsesafdeling fik vi
sat en jolle i åen, og så roede vi ellers ind under Europaplads - med Svend Åge Madsen
som lygtemand fremme i stavnen.
Helt mørkt blev det nu aldrig. Lyset fra Å-havnen og fra det nyåbnede stykke å ved
Mindebroen trængte gennem å-kassen på hele den 250 meter lange strækning.
Ikke så u-humsk
Underkanten af betonlåget lå lige over vore hoveder, så vi manøvrerede
mod strømmen ved at skubbe fra med hænderne på »loftet«.
Bagefter sagde Svend Åge Madsen:
- Det var ikke så uhumsk, som jeg havde forestillet mig. Nærmest rent og klinisk. Men
det var faktisk en skæg oplevelse at være derinde«.
- Du lader din Ludvig gå armgang i nogle jerndragere i betondækket?
»Ja-ja-ja. Jeg kan godt se, at det næppe har været muligt. Jeg fandt heller ingen
nicher, hvor »De underjordiske« kunne tænkes at bo. Men det gør jo ikke noget. Jeg
skrev episoden ud fra de forestillinger, man altid gør sig om det, man ikke kan se.
Århus har sin egen mytologi, og det er dette univers, jeg lader en del af handlingen
foregå i. På samme måde med ruinerne i Guldsmedgade efter bombningen under krigen.
Disse ruinbunker lå længe efter krigen, og det var oplagt at bruge også det scenarium i
romanen.«
Drenge-fantasi
Svend Age Madsen er født 1939 - netop det
år, hvor den sidste del af åen ved havnen blev overdækket.
- Jeg er født på Skjemvej trekanten mellem Silkeborgvej og Viborgvej - lige overfor
Ceres. Som dreng legede jeg ved åen og har ofte tået og kigget ind under broeme ved
Thorvaldsensgade. Det er vel fra disse erindringsbilleder og fantasi-forestillinger, jeg
blandt andet har hentet ideen til visse passager i romanen.
Plus Victor Hugo's klassiske «De elendige«, som jeg kan jeg gerne indrømmer har
været en vigtig inspirationskilde.
Bliver til opera
»Tugt og Utugt i Mellemtiden« kan
i øvriigt snart opleves som en opera i tre dele. Det er Aarhus Sommeropera, der med John
Frandsen som ankermand overfører Svend Åge Madsens romanværk til en opera-trilogi.
Første del kan opleves til august i Helsingør Teater ved Den Gamle By med Randers
Byorkester og i Kasper Holtens iscenesættelse.
- Jeg har slet ikke blandet mig i opera-projektet. Det kan jeg simpelthen ikke,
siger Svend Age Madsen. Når man har skrevet en roman, er man færdig med den. Jeg har
lagt den bag. mig, og jeg kan ikke hidse mig op til at skrive den ned til et
opera-manuskript. Hvad skal med, og hvad skal ikke med? Nej, det er bedst at det er andre,
der skriver historien, siger han.
Åstedsforretningen med Svend Åge Madsen er slut.
Nu gælder, det labyrinten af gange og tuneller under Århus Kommunehospital. Det er en
hel verden for sig.
Tunnelerne under KH
Med en samlet længde på 2000 meter forbinder tunnelJerne de forskellige bygninger og
afsnit i KH's enorine kompleks.
Her er en livlig trafik af hospitalsmedarbejdere: KØkkenvogne med mad til patienterne,
el-vogne med vasketøj, laboranter med bakker af reagensglas, portører med liggende
patienter, travle læger, sygeplejersker og sekretærer på cykler eller små eldrevne
køretøjer. Det summer af underjordisk liv.
Trafikken reguleres med færdselsregler, hajtænder og ophængte spejle, så man kan se,
om der er tværgående færdsel.
Malmros er guide
Vores guide er
naturligvisfilminstruktøren Nils Malmros. Han har levet en stor del af sit liv her og
mener at kende hver en tunnel og liver en krybegang som sin egen bukselomme.
Nils Malmros' far var overlæge På neurokirurgisk afdeling. Familien boede i overlægeboligen i Finsensgade 10.. Senere har Nils
Malmros som medicinstuderende og lægevikar også haft gang i tunnellerne under KH.
Den forsvundne rotte
- Vi skal finde deri
mumificerede rotte, siger Nils Malmros.
Med raske skridt fører han os gennern diverse tunneller, indtil vi kommer
til en bestemt dør.
,- Det er herinde. Den ligger der garanteret endnu, siger han med overbeving.
Og så får vi historien om at han og en håndfuld kammerater i seks-otte års alderen
elskede at lege i hospitalets tunneller. I en af de små gange lå på en lille afsats et
mumificeret lig af en stor rotte. Det var altid med etgys drengene passerede netop det
sted i deres leg.
- 1 1989 da vi
indspillede en scene til filmen »Århus by Night« i KH's tunneller, lå selvsamme
rottelig der sgu' stadig, siger Nils Malmros.
Men ak. Det viser sig, at der er sket ting og sager under KH siden 1989. Den smalle gang
med rotten viser sig at være forsvundet. Den er simpelthen muret til.
Ak, hvor fórandret
Og da vi senere skulle finde
de huler, sorn Nils MaL ros og hans kammerater byggede af papkasser i en kælder, så er også det sted totalt forandret. Nu er det depot for
vasketøj i lange baner.
Men de store tunneller der endnu. og lydene. I hele fremkalder de erindringer fra
drengetiden, som Malmros har genskabt i sine film.
Århus Kommunespital var og er en by i bye. For vi drenge var det to verdener. Over og
under jorden.
I vores leg fulgte vi og nysgerrigt med i det barske liv i tunnellerne: portørerne, der
kom med de tilskadekomne, og sengene med de døde
- vi kaldte dem »prærievognene.
Portører i hælene
Ofte havde vi portørerne i
hælene. De ville ikke have os rendende dernede. Men vi v i hurtige og kendte alle
smuthullerne. Vi stak af fra dem. Det var i sig selv en stor fryd.
Et virvar af gemmesteder var til rådighed, når vi legede skjul, fortæller Malmros. En
stor joke var det at gemme sig i papkasserne og så stikke hovedet op og røbe BØHH!,
når en sygeplejerske kom forbi. Umådelig morsomt for en kriægt i syv års
alderen var det at se deres forskrækkede reaktion.
Barske sager
En mindre tunnel forte over til
patologisk afdeling. Dér, hvor ligene lå.
- Jeg turde ikke selv gå' helt derind,
men nogle af de lidt større drenge var der. Jeg nåede kun til forrummet, hvor man
opbevarede diverse præparater - afskårne lemmer og den slags. Det var tilstrækkelig
uhyggeligt for mig, husker Nils Malmros.
