Om lidt

Tavshed.

Jeg holder altså ikke op med at skrive jeg, det forekommer mig at være det rigtigste, for at undgå forveksling, mener jeg.

Den ro jeg hele tiden har ønsket, hele tiden har talt om, jeg har nu lejlighed til at gøre mig ...

Jeg bliver altså ved at skrive jeg. Så lad os da foreløbig betragte det som en slags dæknavn. Den tror jeg ikke på. Så får vi senere se hvad det bliver til.

Jeg husker af og til en væsentlig hændelse, selvfølgelig må væsentlig tages med et vist forbehold, men det skulle det vel være unødvendigt, at anføre. I det hele taget må man nok nøjes med at fornemme ordene som de falder, det var for stærkt, endelig ikke give sig til at lytte efter dem, og analysere dem, eller ligefrem prøve at forstå hvad de udtrykker. Hvis man på den måde lader dem glide ind og ud, uden at værdige dem nogen særskilt opmærksomhed, så hænger der nok lidt af dem ved, så tilpas lidt at man ikke risikerer at have sagt for meget, det ville da altid være noget.

Jeg henledte min fulde opmærksomhed på at udføre de to ting: at gå og fløjte. Det må have været længe siden. Hvis det var mig, så har jeg ikke været særlig stor, antagelig.

Tilføjelser begyndte i Om tale

og fortsætter i: