Tavshed
var i begyndelsen, her hos mig, og jeg tænker ikke, hvorfor jeg er til, dette som ikke er et spørgsmål, fordi spørgsmål ikke skal stilles, da alt er sandt, uden noget spørgsmål,

hvorfor jeg uden det ringeste besvær kan lade det løbe ud af mig, sådan som det hele - uden nogen tvivl, kun for mennesker er det naturligt at fejle, hvorfor da også deres værk blev som det blev, sådan at jeg nu i stedet selv må til det, for at få dét gjort som må gøres, og for at få rettet denne latterlige fejltagelse, som de kalder min, rettet for min egen skyld, naturligvis,

for de er tilfredse som de har det, de små prikker som hopper rundt, så målbevidste som kunne de vente betaling for denne hoppen rundt, hvilket de kan tro takket være dette deres fejlagtige værk, fejlagtigt set herfra, men naturligvis ganske behageligt set der nede fra, fordi det giver dem mulighed for en vis målbevidsthed i deres hoppen rundt, som små, uskyldige, sorte prikker,

som, når jeg trækker dem en smule nærmere på, får en lidt anden struktur, men bevarer denne hoppende bevægelse, hid og did, denne simple trækken-nær'mere-på proces, som i begyndelsen, efter tavsheden, gjorde ingenting til en lille prik, som, takket være processens fortsættelse, bliver større, bliver til en stor klump, en stadig større klump, efterhånden befængt med en mængde små prikker, som den selv tidligere var,

[...]

Dette - bortset fra efterordet - er begyndelsen på enden af Tilfoejelser, der begyndte med: