om_sorglille.jpg (3563 bytes) Om sorg

Tavshed.

Fordi jeg har brug for det. Fordi jeg har befalet det.

Tavshed. Der kan komme nye bulletiner om ganske kort tid. Hvis jeg vil det. Meddelelser om episoder der er blevet ordnet, om småopstande. Som jeg kan bedømme. Og dermed nye ordrer. Men indtil da en tavshed. Som må udfyldes. Og dermed beherskes.

Jeg har skaffet mig ro, som jeg nu må udnytte for at blive den kvit. En stadig kamp mellem tavsheden og mine ord.

Man kan bringe en besked ind til mig. På mit bud. Jeg kan lade det være en kvinde.

Mit politi har taget en kvinde til fange. Man sigter hende for at have overtrådt mine befalinger. Der er ingen tvivl om at hun er en oprører. Man ved endnu ikke om sigtelsen mod hende er rigtig. Naturligvis opretholdes den. Hun kan anbringes i særforplejning.

Kvinden er skyldig, for hun er sigtet. At blive anklaget er det værste man kan gøre. Desuden er hun kvinde. Yderligere detaljer foreligger endnu ikke.

Jeg har naturligvis fuldstændigt overblik. Ingenting undgår mit øje. Og det jeg ikke ser får mit øre straks bud om. Men ved at benytte tavsheden til at samle trådene opnår man fuldstændigt overblik. Så den tid kan ikke kaldes spildt. Især ikke hvis man ikke havde andet at give sig til. Det har man imidlertid altid.

På mit bud. Man har gennemført den beordrede razzia. Den forrige undersøgelse godtgjorde at der ikke længere fandtes skadelige ting. Denne nye fremdrev en del, otte, bøger hvis indhold kan være til nogen skade, dog ikke af de værste, og enkelte, fire, uønskede beklædningsgenstande. Dette understreger at man ikke kan foranstalte razziaer for tit. Resultatet opmuntrer ikke til nogen snarlig gentagelse, kræfteme kan anvendes på vigtigere fronter.

Jeg kan stole på mine medarbejdere. Der kan ikke herske tvivl om at de har gjort deres arbejde grundigt såvel ved denne som ved de foregående razziaer. Befolkningen kan ikke selv skrive bøger. Kun jeg, og det endda med en smule besvær. De netop konfiskerede bøger burde være blevet fundet ved den foregående undersøgelse. Med mindre de er blevet skrevet siden. Dette er min første bog. En bog er ikke så svær at finde. Mine medarbejdere kunne have været mere grundige ved den forrige undersøgelse.

Det er fornuftigt at skaffe sig et overblik som dette. Mine rådgivere kunne have nævnt muligheden for mig, så jeg noget før kunne have fundet på det. Desuden er det det eneste middel man har til at stoppe denne tavshed. Der findes mange andre midler. Dette er et af dem.

Der var ikke sket noget hvis jeg ikke havde givet mig til at skaffe mig dette overblik. Alt ville have fortsat sin rolige gang, sådan som jeg har bestemt den. Når jeg nu samler alle trådene sammen, binder dem sammen til én stærk tømme, styrer jeg langt sikrere, så jeg kan være vis på at intet uventet sker. På den måde kan jeg vide at den faste gang, som jeg ønsker mig, fortsætter.

Verden er min bestemmelse med den. Kommer et bud ind: Er det en oprører, en diskret død hvis det er en mand, fængsel. med særforplejning hvis det er en kvinde.

Mænd har lov at gøre oprør. Men de dør af det. Kvinder der gør oprør er for mærkelige. De må behandles før de kan dø.

I alle husene sidder der nu mennesker. De gør. Der er undtagelser, jeg ved det godt. De gør som jeg har tilladt dem, de ved hvad de kan gøre, de ved hvad de ikke kan gøre. Jeg har taget nød fra dem. De er lykkelige. Jeg har taget tvivl fra dem. De er taknemmelige på mig og de er bange for mig. De er lykkelige for de har noget som de kan være bange for, og som de kan undgå.

Der er undtagelser, jeg ved det godt. Også de er lykkelige. Fordi de er bange. Fordi de nu kun har en kamp tilbage for at fastholde deres stilling. Men disse undtagelser ødelægger de andres lykke. De viser de andre at der findes andre muligheder. Derfor er de andre, de der gør som jeg har tilladt dem, derfor er de andre endnu ikke lykkelige.

Det er, naturligvis, ikke nogen besværlig proces at skaffe sig det ønskede overblik. Først og fremmest fordi dette overblik, naturligvis, hele tiden har ligget neden under alle mine handlinger. Underbevidstheden er en dygtig hjælper. Når jeg kalder dette frem i min bevidsthed kan jeg bedre vurdere mine handlinger. Som altid må være rigtige. Og som derfor altid er rigtige.

Tilfoejelser startede med Om tale

og fortsætter med:

Om lidt
Om ikke
Om sig