Tavshed.

Jeg har altid følt mig lidt utryg ved for megen stilhed. Det hér er ved at blive for meget af det gode. Og desuden er dette jo en glimrende lejlighed til at formulere visse tanker og indfald, som nødvendigvis må, opstå af det værk som foreligger her, foran os.

Jeg benævnte det, i al forsigtighed, som et værk, men lad os hellere straks vise vores imødekommenhed og tage ophavsmandens betegnelse for gode varer, lad os prøve at betragte disse tekster som en roman, og lad os se hvad vi kan få ud af det.

Romanen falder, når man tager løst om den, straks ned i spredte stykker, således er åbenbart denne romans specielle struktur: at den består af nogle kun svagt sammenhængende, afsnit, eller - for igen at tale med ophavsmanden: bøger, en betegnelse man ikke kan have meget at indvende imod.

Der frembyder sig nu umiddelbart to forskellige, læsemåder. Man kan læse de enkelte bøger som individer, høre på dem hver for sig, sådan som man efter tur kan give sig i samtale med sine forskellige venner - og denne læsemåde gøres naturlig af bøgernes store forskelligartethed.

Men man kan også læsebøgerne i sammenhæng, forstå dem som man i en diskussion forstår argumenterne der fremkommer, ikke som forskellige, uafhængige påstande, men som sammenknyttede, kun rigtige i den forbindelse hvori de fremsættes - og denne læsemåde. kunne synes den rigtige da bøgerne dog udgives under fællesbetegnelsen: roman.

Jeg tror at De, min læser, af Dem selv umiddelbart ville have kunnet finde frem til den ene eller den anden af disse læsemåder der, sådan som også jeg kunne da jeg først stødte på værket. Men jeg er ikke sikker på at De uden den her foreliggende hjælp kunne have indset, at ingen af de to nævnte læsemåder er rigtig. At den rigtige måde at nærme sig romanen på er: først at læse bøgerne hver for sig (læsernåde 1), for derefter at betragte dem som en helhed, en uadskillelig ting læsemåde 2).

I hvert fald må jeg indrømme at det først er mens jeg sidder og formulerer dette at sandheden af det nys hævdede står mig fuldstændigt klar.

At denne særlige måde at nærme sig romanen på fører til væsentlige og uventede resultater vil fremgå af det følgende, idet den vil give mig mulighed for at fremsætte en udtømmende og afrundet fortolkning af den foreliggende roman, sådan at intet stilgreb, hvor bizart det end må synes ved første blik, vil stå uforklaret, sådan at ingen hensigt, bevidst eller ubevidst, vil være tildækket, og sådan at temaet fremtræder fuldstændig åbenlyst i al sin komplexitet og simpelhed.

Men når jeg betragter det som så betydningsfuldt at denne rummer flere forskellige synsvinkler, fordi den nærmer sig teori bliver formuleret, så skyldes det ikke at den i sig selv er det samme - og dog er det ikke det samme - tema gennem
ganske køn og afrundet. Når jeg fremsætter teorien er det fordi flere vidt forskellige temperamenter, eller anskuelsesformer, jeg gennem den bliver i stand til at finde mig selv i det værk jeg undersøger. Og når jeg mener, at teorien her vil få så stor betydning for læseren, skyldes det at værket -som i sig selv, efter min beskedne mening, er for vanskeligt at trænge ind i hvis man ikke får nogen hjælp til dette - takket være min teori vil åbne sig og blive som et spejl, hvori læseren kan finde det rigtige billede af sig selv, og af, den verden som han befinder sig i.

Uden at ville tillægge mig selv for stor betydning kan jeg sige, at det først er gennem formuleringen af denne teori, som jeg nu er i færd med, at jeg håber at finde mig selv og finde min  verden i den roman jeg beskæftiger mig med. Letfærdige folk  ynder at benævne litteratur der analyserer andre værker som  metabøger, idet man uden videre s lutter sig til den betragtning at det omhandlede værk er det egentlige, det væsentlige. Jeg  vil nu tværtimod påstå det modsatte: at teorien er det primære, mens det værk man har valgt at hæfte teorien på er sekundært.  Dette turde fremgå alene af at det behandlede værk sådan set kun kan betragtes som en slags illustration af den teori, den i anskuelsesmåde man har valgt. Selvfølgelig vil jeg ikke hermed hævde at værket som jeg har valgt at beskæftige mig med er  tilfældigt. Det er klart at jeg har fundet forskellige træk i det som er egnede til at belyse det jeg vil sige, men måske kunne  jeg også andre steder have fundet lige så egnet illustrations- materiale.

Romanen, som- jeg i det følgende - ja og allerede nu - behandler, er velegnet til formålet, ikke på grund af dens kvalitet eller mangel på samme, derom er jeg ikke den rette til at udtale mig, men den er velegnet først og fremmest fordi den indeholder en temmelig omfattende komplexitet. Eller for at udtrykke det klarere - i modstrid med bogens ånd - fordi den rummer flere forskellige synsvinkler, fordi den nærmer sig det samme - og dog er det ikke det samme - tema gennem flere vidt forskellige temperementer, eller anskuelsesformer.

Det første spørgsmål der rejser sig er: er det virkelig det samme tema behandlet på forskellige måder eller er situationen så forskellig i de enkelte bøger at det vil være et exempel på   utilladelig forenkling at opfatte det som varierende udtryk for
det samme?

På et tidligt tidspunkt, og meget fremtrædende, finder man i de forskellige romaner udtalelser af denne karakter: ,,Jeg har naturligvis fuldstændigt overblik." Som den måske mest karakteristiske lyder. Eller: kan man sikkert finde ud af både det ene og det andet." Eller mere illustrerende er nok udtalelsen der falder lidt senere i den samme bog: ,,For at gøre problemstillingen klarere " Og i en af de andre bøger ser man i begyndelsen disse to udtalelser kort efter hinanden: ,Det må være fuldstændigt klart at hvis jeg ... omhyggeligt fortsætter arbejdet på denne måde . " og.,,Der kan ikke herske nogen tvivl om, at når jeg har..." I den fjerde bog finder man, lidt mindre tydeligt, en, udtalelse som denne: ,, hvorfor jeg... kan lade det løbe ud af mig, sådan som det hele - uden nogen mulig tvivl - (er) "

Disse udvalgte citater, peger alle i det samme retning selv om denne måske ikke fremgår så forfærdelig tydeligt. Hvis jeg må citere mig selv: I hvert fald må jeg indrømme at det først er mens jeg sidder og formulerer dette at sandheden af det ...står mig fuldstændigt klar." Jeg må tilstå at værkernes intentioner en gang imellem er lige ved at tage magten fra mig, sådan at overblikket er ved at glippe.

Den række citater jeg her netop har bragt antyder, at de der  skriver de forskellige bøger befinder sig i en vis fælles tilstand. De søger alle at formulere eller'finde ud af en sandhed om sig selv, at udtrykke eller skaffe sig et vist blik over deres situation.

Måske er de anvendte uddrag ikke tilstrækkelige til at begrunde denne opfattelse. Men hvis man går til værkerne og læser den første side eller to, vil man sikkert give mig ret. Man vil selv få en fornemmelse, uanset hvilken af bøgerne man læser, af at stå over for en der søger noget. Desuden kan man nok i alle tilfælde tilskrive denne søgen det ord son som det første i alle beskrivelserne: tavshed.

Svaret på det første problem der opstod må derfor blive er både det samme og ikke det samme.

Det der adskiller bøgerne er altså ikke situationen. Det er de forskellige forfatteres holdning til denne, deres grundindstilling, deres varierende opfattelse af den fælles situation de befinder sig i.

Derfor kan man passende begynde med at prøve at trænge ind i disse forfatteres fra hinanden meget afvigende psyke, for derigennem at forstå hvad de skriver, hvorfor de skriver det, hvorfor de i det hele taget skriver, og hvordan de skriver.

Man må nemlig ikke forlede sig selv til at tro at disse problemer ikke findes. Det er virkeligt et stort spørgsmål, som nok er værd at beskæftige sig med, hvorfor forfattere skriver, og hvorfor de skriver netop det de skriver. I mange tilfælde synes man at visse forfattere ville være bedre hjulpet hvis de lod være med at skrive. Og i nogle tilfælde synes men at forfattere burde, for deres egen skyld, undlade at skrive dét de skriver.

Det mest præcise udtryk for denne undren som kan opstå i én, finder man måske i en af de bøger jeg netop beskæftiger mig med. Dér læser man: ,deres evindelige skriven bøger for at udfylde tavsheden, og derefter deres anstrengelser for at finde ting i disse tomhedens bøger, anstrengelser som bliver til nye bøger ..."

Hvad lærer vi heraf? Det digteren kalder ,,tavsheden", kunne man måske omskrive til dagligdagens sprog ved: den ensformighed som vi alle sammen af og til mærker lidt til, når vi har siddet på kontoret i fem timer uden den dag at have haft ret meget at bestille, og vi ved at der stadig væk er tre timer tilbage endnu før vi kan komme ud og nyde forårssolen, eller når man i sin ferie i sommerhuset kun møder regn, regn og atter regn når man kigger ud af vinduet, da kan ensformigheden næsten få en styrke så den virker som. en trykkende mangel på tale, eller ,tavshed". Vi ser af det citerede stykke at ,,tavsheden" kan komme til at virke så stærkt på visse mennesker, nernlig dem vi træffer som forfattere til denne romans bøger, at de må gribe til noget for at ophæve tavsheden, og hvad kan man gøre hvis man vil fjerne en tavshed men ingen har at tale til? man kan selvfølgelig give sig til at skrive noget ned.

Nu er det klart at man ikke må opfatte det sådan, at det er den støj pennen laver imod papiret, der skal udfylde tavsheden. Digteren taler stadig billedligt, som det er digteres ret, han mener at dét faktum at man skriver, kan bevirke at man ikke længere ,,hører" tavsheden - hvis jeg må have lov at digte med - at tavsheden på en måde ikke længere existerer for én selv.

Når forfatteren kalder bøgeme for ,tomhedens", må man ikke misforstå ham og tro at han mener at bøgerne er ,tomme". De er ,tomhedens" i den forstand at de er opstået ud af tomhed. Man ser i næste sætning tværtimod at han mener at de er ,fulde", for han siger jo, at hvis man anstrenger sig kan man finde så mecet i disse bøger, at det man har fundet kan blive til nye bøger.

Vi bliver altså præsenteret for en række mennesker som er blevet presset så meget af deres ensformighed at de har fundet på at give sig til at skrive hver sin bog.

Men det resulterer unægtelig i meget forskellige ting, de spænder over mange forskellige stilarter, de repræsenterer mange forskellige opfattelser af hvordan en bog skal være. Måske har ophavsmanden til denne roman ved denne mangfoldighed villet demonstrere at vi alle sammen, så forskellige som vi er, vil være i stand til at skrive bøger. Hvis vi bare giver os til det, for exempel i en regnfuld sommerferie. Eller hvis vi tager os en time fra til det hver aften når alt er faldet til ro, når ,tavsheden" har indfundet sig.

Jeg synes det er en stor og åben tanke han her lancerer: at vi alle sammen kan blive, vores egen forfatter. Og det gør ikke noget hvordan vores bog kommer til at se ud. Han viser os jo netop at det er ligegyldigt: den kan komme til at ligne en logikbog for begyndere, den kan rumme småepisoder fra vores barndom, den kan være en historisk roman, den kan være større og mere experimenterende anlagt, det gør ikke noget, bare vi skriver selv.

Nu er dette, naturligvis, ikke det eneste denne roman indeholder. Man behøver ikke så mange sider for at sige dette, Når man går nærmere ind på de indirekte portrætter af forfatterne til romanens bøger, begynder man straks at få fat i en anden betydningssammenhæng.

Når man virkelig forstår en bog, det vil sige at man er trængt helt ind i dens personer, opdager man noget mærkeligt. Man ser at man kan genkende sig selv i nogle af personerne, og man kan genkende forskellige af sine bekendte i andre af bogens figurer. Det bliver sådan at de bedste bøger fungerer lige så godt som et spejl. Lige som spejlet kan vise mig mine ører, mine øjnes farve, min pande, som jeg ikke har nogen levende chance for at se uden et eller andet spejls hjælp, sådan kan en bogs personer vise mig ting ved mig selv, afsløre følelser, ideer og motiver hos mig som jeg ikke før kendte til.

Det er så et andet problem - som jeg ikke skal beskæftige mig med her - hvordan forfattere, som virkeligt må være vidunderlige indretninger, kan fortælle mig om min pande, og mine venners smerte, uden at kende mig og mine venner. Eller hvordan forfattere kan berette om deres egne ører uden at benytte noget spejl. - Men selvfølgelig har også forfattere læst bøger.

Nu er de bøger jeg her beskæftiger mig med unægtelig noget tyndt besat med personer. Man træffer næppe nogen nogenlunde færdigtegnet biperson. Man hører om et bud hist, og om nogle væsener her. Men jeg må indrømme at det er begrænset hvad man lærer om mennesker, andre eller sig selv, ved at høre at et bud kommer ind, hvis han i det hele taget kommer ind.

Meri vi har heldigvis forfatterne. Man får igennem bøgernes forfattere en række portrætter af nogle afvigende mennesketyper, som er absolut lærerige.

Lad os tage et exempel der forklarer mere end mange ord, selv om det nok forenkler og skematiserer det jeg vil udtrykke en del.

Vi læser i en af bøgerne: , Jeg mener, jeg delte altid, ofte, ud af de ting jeg havde. Når jeg fik en stang chokolade,  spiste jeg den aldrig selv, men delte den omhyggeligt i lige så mange, lige store, stykker, som vi var personer til stede. Og alle fik ét hvert. Så passede det lige. Jeg blev meget skuffet hvis der var  nogen der ikke kunne lide chokolade ..."

Nu ligger sagen lige for. Hvis vi i vores omgangskreds træffer én der altid eller ofte deler ud af de ting han har, det kan naturligvis være alt andet end chokolade, omhyggeligt deler dem i lige store stykker for at alle skal få, så kan vi lære noget om dette menneske ved at slå op i bogen hvor citatet er hentet fra. Og dér ser vi, sætningen der går lig-, forud for den her citerede lyder: ,,Jeg var en meget gavmild natur."

Som sagt er exemplet meget forenklet, men pointen er stadig rigtig: vi ved nu noget om denne ven, som vi ikke vidste for. Desuden står der det samme sted noget om hvordan vi bør opføre os over for dette menneske. Der står jo at han vil blive meget skuffet hvis vi ikke modtager det han byder af. Hvis vi altså vil tage hensyn til ham så modtager vi hans lille stykke chokolade og siger tak til, selv om vi ikke bryder os om det.Vi har en række mennesker som sidder alene og skriver, oggennem det de skriver fortæller de meget om sig selv. Lad os se lidt på dem enkeltvis.

Vi har ham der sidder og fortæller episoder fra sin barndom,  bliver ikke helt klar over hvor lang en peri ode historierne stammer fra. Man kunne af visse træk tro at det kun drejer sig om et enkelt år af hans barndom, andet tyder på at episoderne er jævnt fordelt over hele opvæksten.

Det er en situation vi alle kender. Han sidder altså omhyggeligt og nedfælder erindringsglimt. Hans omhu kommer blandt andet til udtryk i passager som: ,Det må være fuldstændig klart at hvis jeg sørger for at huske og nedskrive tilstrækkeligt mange   detaljer, hvis jeg omhyggeligt sikrer mig at  alle væsentlige episoder kommer med . " Og: ,Jeg kan ikke  tillade mig at springe noget over fordi det virker for kort og  sporadisk. Det er de små detaljer som tæller."

Denne omhu giver for øvrigt en forklaring på hvorfor han  ikke føler sin ensomhed, han sidder jo og skriver, det må have taget lang tid, og dog hører man intet om at nogen kommer og besøger ham. Et eller andet sted har jeg læst, hvis jeg husker
nogenlunde rigtigt: Pertentlige mennesker har ikke tid til at  være ensomme.
Dette giver en mulighed for en dybere forståelse af hans situation: den tavshed der er omkring ham er det samme som en ensomhed, når han sætter sig til at skrive glemmer han sin ensomhed så længe. Sådan at vi for hans tilfælde har svaret på hvorfor han skriver for at glemme.

Og her dukker det paradoxale, som er et gennemgribende træk i hele værket, op: at han prøver på at glemme, ved i stedet at anstrenge sig for at huske - nemlig alle de rørende og pudsige oplevelser der ligger langt tilbage i erindringen.

Hans fremmanen af fortiden har til hensigt at demonstrere for ham selv hvordan han har været som barn, som ungt menneske, fordi han heraf kan se hvordan han er blevet den han er. Dette er en omgang godtkøbsfilosofi som er meget fremme i tiden, som forfatteren har fordøjet halvt og prøver at realisere. Man må hér gå ind på den tanke at han ikke kender sig selv, i bogstaveligste forstand - han er omtrent som et menneske der har glemt sit eget navn - man må tro på at han ikke ved hvordan han selv er, at han intet kender til sin natur.

Men denne usandsynlighed bærer man let over med, for hvad møder man ikke i erindringsbillederne? Små præcise detaljer af samme slags som dem vi selv husker. Hvem har ikke selv skabt så spændende lege at man ikke kunne slippe dem igen når det blev sengetid, men måtte tage dem med sig ind i mørket?

Han begynder sine erindringer med en pudsig beskrivelse af en lille purk der har svært ved at gå, og har svært ved at fløjte, og især har svært ved at gøre begge dele på samme tid. Men der sker det mærkelige at stilen i denne lille skildring ikke bliver forfatterens egen, at den så tydeligt er hentet fra et andet fremtrædende forfatterskab i tiden. Her har vi denne forfatter som uafbrudt taler om at blive sig selv, og så må netop han låne sin udtryksmåde hos andre. Man ser det komiske i dette forhold.

Herefter bliver de forskellige episoder mere naturligt beskrevet, man genkender bedre den dreng der misunder kammeraten med de mange skibe, eller drengen der deler ud af sin sparsomme beholdning af chokolade. Men senere sker der igen et omslag. Det er som om forfatteren trættes af al denne realistiske beskrivelse af begivenheder, som kun han selv kan finde betydning i. Og han giver sig til at forvrænge den sandhed han søger, ligesom han forvrænger sine selvportrætter:

,,Men jeg har forlængst forladt det standpunkt hvor mit højeste ønske var at få dem (selvportrætterne) til at ligne modellen. Tværtimod bestræber jeg mig nu måske snarere på at undgå enhver lighed, eller ... for at skjule ligheden bedst muligt."

Forfatteren vil ganske vist her give os den opfattelse at hans anstrengelser for at undgå sandheden er bevidste, det er som om han vil have os til at tro at han har erkendt virkelighedens utilstrækkelighed. Eller som han måske ville foretrække at udtrykke det selv - på sin sjove, lidt kejtede romantiske facon - at han har problemer med at gøre virkeligheden virkelig.

I det hele taget bemærker man at virkeligheden er et fælles emne for vore forfattere. En anden af dem udtrykker sig for exempel så utydeligt at man dårligt ved om det bud som han taler om, er til stede i virkeligheden eller ej. Man kan kun karakterisere den slags som koketteri - jeg går ud fra at det ikke er svigtende evne til at udtrykke sig - jeg véd altid om der står et bud foran mig eller ej. Jeg kan ikke forestille mig at det kan være anderledes for andre. Der er grænser for hvad man kan forestille sig.

Disse mennesker der skriver for at få forbindelse med virkeligheden, for at leve med virkeligheden i stedet for med tavsheden - som vi nu forstår dette begreb - disse mennesker må da være glade for at skrive, lykkelige for denne livsytring, ikke? Det skulle man tro, men det er ikke et men mange steder at de taler om det håbløse ved den opgave de har påtaget sig, om deres fortvivlede kamp med stoffet:

"lange sætninger som ikke siger noget, som kun siger at de gerne ville sige noget, men som bliver ved at tale uden at nå frem ..."

Jeg må indrømme at dette synspunkt ligger mig temmelig fjernt. Jeg ville, i disse forfatteres sted, nyde den opgave som kunne trække virkeligheden hen til mig, den virkelighed som savner så dybt. Men jeg er jo ikke dem, de må selv løse deres problemer,

Den der udtaler sig på den netop citerede måde er et væsen, der ligeledes befinder sig alene - det meste af tiden. Dette væsen minder på mange måder om et menneske, selv om det anstrenger sig for at bilde os ind at det er anderledes. Vi vil dog benytte den betragtning at det er et menneske - har nogen sinde hørt om andre der skriver bøger?
    
For en bog er det der kommer ud af hans ensomhed, selv den unægtelig har et usædvanligt udseende. Det er nemlig en bunke småsætninger anbragt uden noget kompositionsprincip. Det er så op til læseren selv at finde ud af hvad det er foregår. Man kan kort beskrive det sådan: forfatteren befinder sig skiftevis alene, og sammen med mennesker - så som vi alle sammen kender det fra os selv. Når han er alene keder han sig over sin ensomhed, når han er sammen med mennesker væmmes han ved dem, keder sig over dem. For at mindske denne kedsomhed har han fundet på at skrive den som vi sidder og læser.

Man kan sige det er mange ord han må benytte for at udtrykke så lidt. Men man må forstå det som et indirekte billede denne mennesketype, det altid utilfredse menneske, der I han leve gennem en bestandig udladning af sin utilfredshed:

... lige som deres uendelige gentagelser, deres ihærdige, latterlige forsøg på at få denne éngangsspøg til at blive ved langt ud over det formålstjenlige, deres groteske bestræbelser for at opretholde deres antal, mens nogle af dem graver én prik ned, fordi den omsider har indset formålsløsheden, har opgivet at bevæge sig længere, imens dette foregår putter et andet af væsnerne en af sine flige ind i en revne på en tredje, og trækker den møjsommeligt ud og ind, i håb om derved at udskille et par dråber af sig selv, som kan blive til en ny prik, der kan erstatte den første, der endelig var nået til den erkendelse, at det ville være klogest at standse, i håb om at denne indsigt ville brede sig, sådan at efterhånden alle prikker ville standse, denne evindelige hoppen hid og did ville omsider have nået sin naturlige, om end meget forsinkede afslutning..."

Og så videre, og så videre, i én strøm. Man ser at for den der skriver dette er intet helligt. Det er klart at det er samlejet og begravelsen - to af de vigtigste ting i menneskets liv - som han lader sin galde flyde imod.

Men man skal ikke forarges over en sådan bog. For man må ikke glemme at der findes mennesker i virkeligheden, som deler forfatterens opfattelse. Vi skal bare glæde os over at få et vidunderligt indblik i så sort et sind. Og så kan, man tilføje sin glæde over ikke selv at være som den der skriver - hvis man da ikke er det.

Vender man sig mod en af de andre fra vores forfattergruppe, træffer man her en hel anden holdning. Vi møder et menneske der koldt og roligt er i færd med at regne en eller anden ting ud. Han gennemfører sindigt og omhyggeligt sin bevisførelse Han tøver ikke, véd hvad han vil. '

Det er denne bogs hensigt at klarlægge de spegede forhold omkring begrebet ikke.

Man kan derfor med rette kalde nærværende værk den første ikke-bog.

Betegnelser som uroman og lignende har tidligere været anvendt, Og disse har måske også i overvejende grad beskæftiget sig med ikkes overvægt, med den store negativitet som tilsyneladende hersker. Men betegnelsen kan alligevel ikke betragtes som helt heldig."

Man vil nok give forfatteren ret og indrømme ham at det han skriver ikke er en bog. Det skulle da lige være en matematikbog. Men man har en fornemmelse af at rigtige matematikere heller ikke vil kendes ved værket, dertil indeholder den for få tal, og for meget snak.

Den uroman der er tale om i citatet, er et lidt ældre værk der ikke er meget kendt. Det beskriver voldsomheder og voldtægter i en skønsom blanding, Det er ganske illustrerende at denne stringente, matematiske forfatter, der ellers ikke synes særlig belæst, har kendskab til den slags specialiteter. Man kan levende forestille sig at noget sådant hører til hans yndlingslekture.

,,Tilfredsstillelsen eller lykken er det samme som befrielsen for en smerte, for en nød. Når alt som skaber unødigt behov begær er fjernet er lidelserne reduceret til det mindst mulige. Når alle lidelser er væk har man nået den absolutte negativitet som man ønsker. Ikke alle lidelser kan fjernes. Lidelser opstår hele tiden. Man må være hurtig for at undgå at de sætter sig for fast eller breder sig. Hvis man kan holde dem nede på et rimeligt minimum skal man være glad."

,,Man har mad til at fjerne sult. Man bliver ikke glad af mad. Man bliver mindre ulykkelig af at få sin sult fjernet. Man har kvinder til at fjerne begær. Man bliver ikke lykkelig af kvinder. Man kan blive mindre bedrøvet af at lukke sin lyst ud."

Vi har nu skaffet os et vist overblik over hvad disse forskellige mennesker lider af. De har hver sin skavank som fører til at de må gøre noget. Og vi har set hvordan de løser problemet på hver sin måde.

Undertiden er jeg ved at standse op, midt i disse betragtninger. Hvorfor bliver jeg egentlig ved? spørger jeg mig selv. Hvorfor lægger jeg ikke pennen fra mig, findes der noget som jeg absolut må have udtrykt? Og i sådant trist humør lader jeg ofte blikket glide tilbage på de sider jeg allerede har beskrevet. Og på den måde kommer jeg i gang igen, indser betydningen af at jeg fortsætter, for jeg finder måske en passage som:

,,Men når jeg betragter det som så betydningsfuldt at denne teori bliver formuleret, så skyldes det ikke at den i sig selv er ganske køn og afrundet. Når jeg fremsætter teorien er det fordi jeg igennem den bliver i stand til at finde mig selv i det værk jeg undersøger."

Det kan ikke være skjult for nogen at denne matematiker er i færd med at indordne verdens kendsgerninger, på sin egen måde, naturligvis. Han arbejder sig metodisk frem ved uafbrudt at udelukke hvad der er forkert. Eller måske skulle man sige: hvad han finder forkert, selv om denne formulering utvivlsomt ville såre ham. Han fortsætter ubønhørligt frem i pagt med hvad han ser som rigtigt. Når han standser er det kun for at intensivere sin tænkning, ikke for at føre nogen anden bedømmelsesmåde eller nogen anden anskuelsesmåde ind i sagen. Hans natur er bundet til den rene tænkning, han kan ikke andet, han kan end ikke forestille sig at der findes andre muligheder.

Dette skema kunne ikke være tydeligere (underligt at jeg ikke er kommet på det noget før). Vi præsenteres i romanens fire bøger for de fire hovedtyper i renkultur: den tænkende, den intuitive, den følende, den fornemmende.

Vi skal ikke komme nærmere ind på det her. Man kan forestille sig at denne tavshed repræsenterer en vis mangel hos forfatterne, en tomhed hos dem, som en af dem kunne have udtrykt sig. Men man kan også forestille sig at der er tale om en slags overskud hos dem, noget ud over det almindelige som vil prøve at formulere sig, som vil ud - dette er en andens ud-
tryksmåde.

Men denne tavshed kunne måske også repræsentere et ydre forhold, et udtryk for verdens struktur, noget som den femte af forfatterne med sin håndfaste symbolik, måske ville kalde en meningsløshed, en meningsløshed som fordrer af forfatterne at de skal skabe noget, at de skal skrive noget, for at der dog skal være noget.

Dels vil dette falde svært, og dels vil man næppe vente en så usymmetrisk og inkonsekvent holdning fra romanens ophavsmand, som ellers påmange områder viser stor strenghed i sin konsekvens. Dette forhold må hverken opfattes rosende eller dadlende, udelukkende konstaterende.

Vi er nået til en mærkelig blanding af konsekvens og inkonsekvens. Romanen består nemlig af én bog, som klart udtrykker
en mulig, fornuftig, og velbegrundet holdning til virkeligheden, og fire der præsenterer hver sin umulige, ugennemførlige indstilling. Men romanen ligestiller underligt nok de fem bøger, rent formelt. Læseren må selv finde ud af hvilke bøger der er skrevet af blåøjede idealister, og hvilken der er skrevet af den klartseende realist.

Når romanen har fået dette udseende kan det måske skyldes at dens ophavsmand tilslutter sig den aforisme som den selvbiografiske forfatter fremsætter:

Jeg har altid beundret folk der kunne udtrykke en sandhed på et par linier.

Det fremgår klart af den sammenhæng den findes i at denne aforisme må opfattes ironisk. Da romanen blev til har den skribent frygtet at falde i sin egen fælde, han var bange for at fremstille en sandhed - nemlig nærværende bog - på en fattet og overskuelig form, ganske vist ikke et par linier, men  dog ikke så forfærdelig mange sider; han måtte give sin sandhed mange facetter, hvorfor han samtidig med at han udsender den, udsender fire demonstrationer af hvordan det modsatte synspunkt vil tage sig ud.

Der vil derfor være en vis rimelighed i at vi atter vender os mod dette specielle værk, den femte bog i samlingen. (Det er klart at når jeg kalder den den femte skyldes det kun at jeg af taktiske grunde foretrak at beskæftige mig med de fire. andre først. Man kunne med lige så stor ret kalde den den anden, eller den fjerde.)

De fire første bøger har tydeligt demonstreret vanskeligheden ved at skabe det fiktive grundlag som de søger at etablere sig på. Væsnet har svært ved at fastholde sin karakter, eller sin karakterløshed. Kongen har svært ved at opbygge den handling som skal være hans fortællings grundlag, eller idé. Manden med selvbiografien har svært ved at give en begrundelse for sin skribentvirksomhed, fordi han er ved at havne i banaliteter derved. Og matematikeren kan ikke fastholde sin interesse for den logiske udvikling. Altså fire exempler på den fiktive bogs opløsning. Yderligere understreger de fire forfatteres utallige gentagelser af sig selv, at ophavsmanden end ikke har troet så meget på værdien af de fire bøger, at han har gidet finde på noget nyt som kunne ske med dem, eller noget nyt som de kunne tænke på. Hans mistillid til deres existens skinner tydeligt igennem.

Denne usikkerhed har medført romanens noget særprægede struktur. For selv stilistisk kan han ikke nå nogen overbevisning. Han kan ikke vælge den logiske udvikling som den eneste rigtige, og heller ikke den kaotiske, uafbrudte strøm, eller de korte fyndige påstande, eller den hyggelige, rodet henslængte indsigt, at man ikke hele tiden stille sig én, må straks dens
fremstilling. Han må præsentere flere alternative muligheder, også stilistisk. Og så stor er hans usikkerhed at han foretræk I-r ikke selv at bestemme -hvilken rækkefølge man skal læse hans udgydelser i, han må udgive dem side om side, så han kan fralægge sig ethvert ansvar.

Man forstår til dels hans vægringer på dette punkt. Denne indstilling er ikke fremmed for vor tids læsere. Men man må indrømme ham at han gennemfører den med en vis konsekvens. Jeg er bange for at min holdning på dette punkt ikke har været helt så gennemtænkt. Jeg tror nok at der i begyndelsen af denne bog står en del udtalelser som jeg på dette tidspunkt nødig ville stå ved. Jeg var nok dengang lidt for sikker i mine meninger, lidt flere forbehold ville sikkert have pyntet. Men min situation er ikke let, jeg har ene af alle den opgave virkelig at forklare noget, det lader sig vanskeligt gøre uden at man må vove nogle usikre påstande.

Mere naturligt end at beskrive disse bøger ville det nok være at give sig til at læse dem. Selvfølgelig under den forudsætve n ing at man kunne forstå dem, hvilket måske nok kunne have sin vanskelighed når man betænker det almindelige kommunikationsbesvær.

Eller frem for det kunne man måske selv give sig til at.

[...].

Tilføjelser fortsætter i: