web hosting short URLs photo sharing

KristeIigt Dagblad Tirsdag 23. januar 1996  Interview

Århus - den evige stad

AF CLAUS GRYMER

Forfatteren Svend Åge Madsen har i hele sit liv boet i Arhus, og byen spiller en stor rolle i hans forfatterskab. Det er netop blevet påskønnet med en lokal pris på 50.000 kr.
»Café Set. Oluf«, hedder et lille værtshus i Mejlgade i Århus. Angiveligt byens ældste. Har man været der, har man (næsten) også, men måske uden at vide det, været på et værtshus ved navn »Gravens Rand«. Det ligger i Svend Åge Madsens roman »Tugt og utugt i mellemtiden« (1976).
Nu er Madsen ikke en forfatter, der bare skriver virkeligheden af. Heller ikke den forsonende del af den, som er »Café Sct. Oluf«. Han blander tingene, som det passer ham. Og bygger sin egen virkelighed op. Det kan blive til »Gravens Rand«. Nogle af de hændelser, der ifølge romanen har fundet sted her, havde været utænkelige, hvis ikke Svend Åge Madsen nu og da havde frekventeret værtshuset i Mejlgade.
Man er gået forkert, hvis man søger mondæne, selvspejlende café-stemninger. Man kommer til det klassiske værtshus, uspoleret af modeluner. Tobaksrøgen er lige så tæt som snakken. At tyde båndoptagelsen, der er forudsætningen for dette interview, var forbundet med visse vanskeligheder. For en båndoptager, der går på værtshus, er rigeligt fuld (af lyde), når den kommer hjem. Og så søgte Svend Åge Madsen og Kristeligt Dagblads udsendte endda det roligste og (set fra baren) fjerneste hjørne i det dunkle rum.
Vi skulle snakke om den betydning, som Århus har i Madsens liv og forfatterskab (som om disse to ting kan adskilles). Og vi besluttede at mødes ude i virkeligheden. Aftalens anledning var, at han netop er blevet tildelt »Arhus Stiftstidendes Pris« på 50.000 kr. Og hvem kunne det dog være mere nærliggende at give den til end den mand, der har -afprøvet verdensromanen på vores by« som litteraturkritikeren Ejgil Søholm sagde i sin tale ved prisoverrækkelsen.
~Århus er den evige stad i Svend Age Madsens forfatterskab.

Barndommens Skjernvej
- Jeg er født i 1939 på Skjernvej mellem Den gamle By og Ceres. Og på den vej havde jeg mit hjem i de første 25-26 år af mit liv. De følgende 26-27 år har jeg boet på Venstre Strandallé i Risskov. Jeg føler mig meget knyttet til de to områder, og bortset fra kortere ophold i USA, Algeriet og Indien har jeg aldrig boet andre steder,
- Skjernvej var en del af et arbejderkvarter med ret små lejligheder, hvor der ofte boede familier med mange børn. Det betød, at der var legekammerater nok. Den første del af min opvækst var præget af besættelsen og af det stærke sammenhold, der fandtes i vores opgang. Jeg var meget glad for at bo der. Og var altid parat til at forsvare stedet. I hvert fald verbalt.
- Det var et forholdsvis tilgængeligt område på den måde, at der var gode steder at lege. En nedlagt tennisbane var legeplads. Og tæt ved havde vi Den garnle By og Botanisk Have, som vi oplevede som vores baghave.
- Mine skolevej var meget sammensat. Som en rejse gennem forskellige stillag. Jeg gik i Møllevangsskolen, og nårjeg skulle derhen, gik jeg først ca. 200 meter gennem et arbejderkvarter, der formodentlig var skudt op i 1930'erne. Derefter i Den Gamle By, en landsby fra 16-1700-tallet, og videre til den eksotiske Botanisk Have. Og til sidst kom jeg til Ringgaden, som jo virkelig var noget moderne dengang.
Har du brugt dit barndomskvarterer i dine bøger?
- Jeg har brugt det på forskellige måder. Jeg har ikke nødvendigvis tilkendegivet det. Men jeg har trukket på mine oplevelser og erfaringer derfra. Jeg har også brugt kvarteret mere direkte.  En kriminalroman, som jeg skrev under pseudonymet Marianne Kainsdatter, stedfæstede jeg til Skjernvej.
- Den indgår også i »Tugt og utugt i mellemtiden», hvor jeg lader vejen være beboet af mange forskellige typer. Det er dog ikke et billede af de mennesker, der levede der. Sammensatheden er et forsøg på at indfange den stemning, jeg oplevede.
- Jeg tror, at kvarteret har været vigtigt for mig. Det har betydet, at jeg har fået en rimelig kontakt med forskellige mennesketyper. Og med forskellige samfundslag.

Bybusserne

- »Tugt og Utugt i virkeligheden« er den bog, hvor jeg for alvor begyndte at bruge Århus. Den slags hørte sig ellers ikke til dengang. Jeg gjorde det meget bastant for at vise, at jeg stod ved det. Siden har jeg udviklet et mere afslappet forhold til dette at bruge Århus. Jeg behøver ikke at skrige ud, at det dér, bøgerne foregår. Jeg bruger det område i byen, der passer til den historie, jeg vil fortælle. Alt, hvad jeg har skrevet siden »Tugt og utugt i virkeligheden«, foregår faktisk et eller andet sted på Århusegnen.
Men måske også tidligere bøger Allerede i din debutroman »Besøget« (1963) kunne skarpsindige lokalpatrioter konstatere, at man går ind i bybusserne ad bagdøren, sådan som man jo gør i Århus. Hvordan forholdt dit dig til det århusianske, da du skrev den bog?
- Jeg prøvede faktisk at gøre »Besøget« abstrakt. Det skulle ikke kunne afsløres, at romanen foregår i Århus. Men der er ting, der er så naturlige for én, at man ikke selv er sig bevidst, hvad det er, man gør. Som dette med at gå bag ind i busserne, Det siger noget om, at selv om man prøver at sætte sig ud over sine erfaringer og sine omgivelser, så slæber man dem selvfølgelig med alligevel.

To byer
Hvilke kvarterer i Århus betyder særlig meget i dit forfatterskab?
- Ud over de to steder, hvor jeg har boet, er det Midtbyen. Store Torv med teatret og domkirken. Her har vi kulturen. Og pengeinstitutterne. Det hele er samlet ret tæt her omkring. Det er også her, det historiske Arhus ligger. Jeg har læst en del lokalhistorie, og det har jeg kunnet bruge i flere af mine bøger. Jeg gør det ikke altid direkte. Men alene dette, at jeg knytter en historie til områder, som jeg har viden om og en ret nær fornemmelse for, smitter af på den.
Hvordan kominer »Café Set. Oluf« ind i billedet?
- Det er ikke, fordi jeg har været her så tit. Egentlig var det min kone, der opdagede »Café Sct. Oluf«. I en mellemtime »faldt« hun tilfældigt herind, og hun syntes, det var et skægt og hyggeligt sted. Og med et specielt klientel. Første gang, jeg var med herinde, var engang efter teatertid. Det var i slutningen af 60'erne, og vi var klædt pænt på, sådan som man på det tidspunkt stadig var, når man gik i teatret. Vi blev nærmest opfattet som turister af folk herinde. Som mennesker fra en anden verden. Det var en meget sjov oplevelse.
- Værtshuset »Gravens rand« i »Tugt og utugt i mellemtiden« er en blanding af meget forskelligt. Bl.a. af »Café Sct. Oluf«. Tidligere var der et værtshus i I Århus, der hed »Gravens rand«. Og det gjorde det, fordi det lå ved siden af en kirkegård! Men der kunne nemt have ligget ét med samme navn her i Mejlgade. For lige herved er en gade kaldet Graven.
Kan den tydelige brug afÅrhus som en kulisse for en historie ikke lokke læserens opmærksomhed væk fra det egentlige?
Jeg håber, at historien er stærk nok til at kunne sætte sig ud over dét. Men måske er det alligevel på en måde lettere at læse sådan en historie for mennesker, der bor andre steder end i Århus.
- De fleste forfattere forbinder man med bestemte områder, som man måske ikke kender fra anden side. Fordi jeg har læst Dostojevski, har jeg en fornemmelse af, at jeg mange gange har trasket rundt i Sankt Petersborgs gader. Jeg synes, at jeg kender den by.
- Men jeg tror ikke, det ville have virket forstyrrende på mig, hvis jeg havde haft et personligt kendskab til byen. Så ville jeg bare have haft to udgaver af Sankt Petersborg. Den konkrete by. Og den som Dostojevski beskriver. Uden at sammenligne mig selv med Dostojeski tror jeg, at man kan have det på samme måde med Århus. Der er den by, man kender. Og så er der »min«.
Hvad betyder det for dig at være knyttet til en bestemt by?
- Jeg kan konstatere, at det har været vigtigt for mig. Men jeg kender samtidig drømmen om nomadetilværelsen, eventyret, dette at komme væk og prøve noget nyt. Det tror jeg, alle mennesker kender til. Men vi har også allesammen et behov for at høre til. Og for mit vedkommende har jeg altså prioriteret det sidste højest. Og det tror jeg, at jeg har stået mig ved.
- Den anden side har jeg plejet ved rejser. At rejse er en mulighed for at komme ud af den daglige trummerum og ind i et nyt sæt vaner. Det betyder, at det derhjemme bliver belyst på en anden måde. Man bliver opmærksom på andre ting. Jeg har flere gange i mine bøger brugt det fremmede blik på det kendte.
Dit nære forhold til byen er måske for dig en slags kompensation for den isolation, som forfattere og kunstnere i det hele taget kan lide under i forhold til det omgivende samfund?
- I en vis forstand føler jeg mig udenfor. Det er meget flygtigt, hvad jeg har af oplevelser af arbejdspladser. Jeg blev meget tidligt klar over, at jeg ville have svært ved at tilpasse mig et ni til firejob. Det var derfor en stor befrielse, at jeg kunne klare mig som forfatter og blive min egen herre.
- Senere opdagede jeg, hvor fritsvævende jeg egentlig er som forfatter, Jeg kan savne et tilhørsforsforhold til f.eks. en arbejdsplads. Det kunne give mig noget at skrive på, men det kunne også følelsesmæssigt have været af betydning for mig at have en arbejdsplads at vende tilbage til.
- Det er de samme uforenelige muligheder som med hensyn til behovet for at høre til og drømmen om en nomadetilværelse. Selv om jeg kan føle mig isoleret som forfatter, er det vigtigt for mig, at jeg kan hellige mig at skrive. At jeg kan bruge så lang tid på det, som jeg har behov for. Og jeg bruger lang tid på at opbygge en historie. Jeg vil ikke kunne forene det med et andet arbejde.

Retur

Læs andre artikler