|
|
af Ole Rosenstand Svidt, Delfinen 1996
Er der to, der står sammen, er det
forfatteren Svend Åge Madsen og Aarhus Universitet. Madsen gik på universitetet i
tidernes morgen, men blev aldrig færdig. Alligevel har han bevaret kontakten til stedet,
som også optræder i nogle af hans romaner. Vi fik en snak med ham i passende omgivelser.
Dels på Statsbiblioteket, med bogtårnets utallige bøger over os, dels i Studenternes
Hus, lige over Stakbogladens mange hyldemeter bøger. Vi talte om Madsens spæde
studieår, om tiden nu, hvor han er en anerkendt forfatter, og ikke mindst om mellemtiden,
for at bruge mandens egen terminologi. Madsen afslører, at han bl.a. fornyede sit
årskort for at få rabat hos Fona.
| I 1958 blev Svend Age Madsen indskrevet på maternatikstudiet på Aarhus Universitet. |  |
"Det var forholdsvis sent, jeg
opdagede, at man kunne læse matematik. Jeg havde lånt en gammel studenterhåndbog af min
søster, der var blevet færdig 13 år før mig - da måtte man jo selv orientere sig - og
dengang i 1945 kunne man åbenbart ikke læse matematik. Men da jeg opdagede det, var jeg
ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville."
l gymnasiet var det også matematikken, der trak, hvorimod Madsen slet ikke var optaget af at analysere litteratur.
- Du gik den lige vej fra gymnasiet til matematik på universitetet. Var det et "sikkert valg'?
Nej, dengang var det højst usædvanligt, at man tog et sabbatår, og der var en utrolig mangel på arbejdskraft, som man slet ikke kan forestille sig i dag, ihvert fald inden for de områder, som interesserede mig." Men så startede problemerne:
"Dengang skulle man læse fire fag på første del: fysik, kemi, astronomi og matematik. Bagefter kunne man så specialisere sig. Det var matematikken, jeg interesserede mig for, hvorimod jeg ikke havdeså meget forhold til de andre fag og havde svært ved dem". Madsen fik lavet en speciel ordning, hvor han kunne læse ren matematik. "Så skulle jeg til gengæld bestå med det, der hed førstekarakter, og det gjorde jeg lige præcis ikke." Derfor skulle Madsen gå om, men tænkte, at han ikke behøvede at komme til de samme forelæsninger én gang til:
"Hver eneste dag oplevede jeg, at jeg tog hjemmefra med hensigten at gå til forelæsning. På vejen drejede jeg så fra og havnede i AB Akademisk Boghandel - der lå i kælderen i universitetets hovedbygning. Der fik jeg snuset til, hvad der kom og blev mere og mere interesseret. Jeg så ikke i øjnene, at jeg var droppet ud."
En af årsagerne var også, at Madsen indså, at konsekvensen med hans studier ville blive,at han kom til at stå bag et kateder, og det var ikke så fristende. Samtidig var han begyndt at skrive mere og mere og gik også og spillede lidt jazz musik - på trompet - og drømte om at blive til noget dér, men turde alligevel ikke tro på det.
Den matematiske forfatter
Svend Åge Madsen var trods alt blevet fascineret af litteraturen i gymnasiet og husker, da en af hans kammerater præsenterede ham for en mærkelig bog af en, der hed Kafka: "Processen". "Hårene rejste sig på mit hoved, da jeg læste den. Kunne man skrive sådan?" Det absurde teater var ligeledes kommet til Århus med opførelser af f.eks. Becketts "Vi venter på Godot", ligesom Studenternes Filmklub også eksisterede dengang og bl.a. viste film fra "den nye franske bølge". Madsen meldte sig endda til Studenterscenen, hvorhan skulle spille en statistrolle i et stykke satop af Tage Hind - men han sprang fra i sidste øjeblik, da sommerfuglene baskede for meget i maven.Til gengæld har han spillet med til Johannes Sløks opførelse af Antigone i universitetets aula - på trompet.
Madsen skrev, og da han fik sin første roman antaget i 1962, troede han ikke længere på, at han gik på universitetet. Mens han gik der, var han dog temmelig aktiv og dygtig, og han hørte senere, at hans gamle professor, Svend Bundgaard, mente, at det var gået galt for ham:
"Han sagde, at det jo var meget godt, at jeg var begyndt at skrive, men jeg skrev jo ikke, hvad jeg gik ud fra, og hvad jeg ville bevise. Det sårede mig lidt."
- Det må da have været noget af en omvæltning - at gå fra matematikstuderende til skønlitterær forfatter?
"Nej, ved nærmere eftertanke var der ikke den store forskel. Jeg kan se i mine første romaner, at jeg dér bruger en person, der starter i ingenting og derefter prøver at bygge et system op; der sker modsigelser, og til sidst falder det sammen. Det er lidt det samme, der skete i den del af matematikken, jeg var mest fascineret af. Dengang var Gódel lige kommetfrem med sine idéer om, at der inden for et matematisk system findes sætninger, der er sande, men som ikke kan bevises. Vi kan til en vis grad få styr på vores verden, men på et tidspunkt kommer der noget, der modsiger den erkendelse, man er kommet frem til. Det var lidt det samme i romanerne: Man fylder x og y-erne ud ved f.eks. at kalde dem Hans og Peter.
| 'Jeg har snuset til så mange fagudtryk, at jeg i hvert fald kan imponere de der skide humanister." |  |
Jeg havde også et andet problem, og det er igen den maternatiske opdragelse - jeg kunne ikke lide, at den klassiske litteratur gik ud fra en masse forudsætninger, som den ikke argumenterede for, som den ikke beviste. Det krænkede mig som matematiker, og det var en af grundene til, at jeg brød med den naturalistiske facon, som var fremherskende dengang. Jeg havde faktisk en drøm om en roman, hvor man ikke brugte et ord, der ikke i forvejen var defineret, men for at definere et ord, skal man jo bruge en masse andre ord, så det gik ikke."
Madsen drømte også om en roman"på hulkort", uden ord, hvor man skulle konstruere figurerne ved at vælge mellem nogletal. Det blev heller ikke til noget, man han genbrugte idéen til en af figurerne i den langt senere roman "Af sporet er du kommet" fra 1984. Han har også eksperimenteret med hypertekst-begrebet, som er blevet rigtig aktuelt med computeren og Internettet, hvor man kan springe mellem forskellige tekster. Dette brugte Madsen dog så tidligt som i starten af halvfjerdserne, f.eks. i "Dage med Diam", hvor læseren hele tiden skal træffe et valg mellem to mulige fortsættelser af hvert kapitel.
Allerede i sin studietid stiftede Madsen bekendtskab med computeren. "Jeg var med på et intensivkursus, hvor vi lærte at programmere den allerførste computer, der kom til Danmark - den hed DASK og var på størrelse med en villa. Det var en regnemaskine, hvor man kunne booke sig ind og købe regnetid. Man kunne abonnere på nyhedsbreve, hvor man kunne læse, når der var én, der havde fundet ud af at bruge to eller tre funktioner mindre til at uddrage kvadratroden af et givent tal. Da sad jeg og følte, at jeg var med ved fronten. Det har gjort, at jeg har et lidt mere afslappet forhold til computeren end mange af mine forfatterkolleger, som ofte kommer fra det humanistiske hold, og som er er lidt skeptiske."
For halvandet års tid siden skrev Madsen det første kapitel i en interaktiv roman, der blev lagt ud på lnternettet, og som læserne så kunne skrive videre på. Det var dog Hovedbibliotekets idé, og mærkeligt nok er den computerglade Madsen ikke selv "på nettet".
I romanen "Syv aldres galskab" støder man ligeledes på en matematiker, der sidder i 1700talletog roder med nogle primtal. Et hængeparti fra studietiden, hvor Madsen foretog sig noget lignende. "Jeg har siddet og leget med nogle primtal - det er der vist ikke én eneste matematikstuderende, der ikke har prøvet. Det er nogle meget fascinerende størrelser. Det er meget let at se, om 2, 3, 5 og 11 går op i ettal, men der er ikke de samme regler for de andre primtal. Det sad jegog lavede nogle regler for, men det blev for omstændeligt i forhold til, at EDB var ved at komme frem. Men 30 år efter bruger jeg i "Syv aldres galskab" en matematiker, der sidder og gør nogle geniale opdagelser. Dér var det indlysende at lade ham gøre de samme iagttagelser, som jeg havde gjort. Det er lidt mere imponerende,at han gørdet i 1700tallet, end at jeg gjorde det i 1900tallet."
Hjem til Århus
I de unge år tjente Svend Åge Madsen ikke meget på sine skriverier. Han indrømmer, at en medvirkende årsag til, at han lod sig være indskrevet så længe, var muligheden for at få uddannelsesstøtte: "Man tjener ikke meget som debuterende forfatter, og da slet ikke som eksperimenterende forfatter." På smalt budget og med sin kones indkomst kunne han dog klare det og var så heldig ret hurtigt at få offentlig kunststøtte. Han har aldrig haft "rigtigt arbejde", for det har altid været vigtigt for ham at få tid til at skrive. Desuden fik han noget af et folkeligt gennembrud i halvfjerdserne med romanen "Tugt og utugt i mellemtiden", ligesom den senere "Se dagens lys" også har solgt temmelig godt.
Efterhånden blev Madsen træt af den meget minimalistiske stil, han dyrkede i sine første romaner og begyndte at udvide beskrivelserne af bl.a. de geografiske steder. Han henlagde handlingen til Århus: "Det er nemmere at skrive om de steder, man kender, og folk kan lige så let identificere sig med konkrete steder, også selv om de ikke har været der. Samtidig forsøger jeg at vise, at vores omgivelser er større, end vi tror, er fantastiske."
Flere af Madsens romaner foregår helt konkret på universitetet, f.eks. "Lad tiden gå", der netop udspiller sig på det naturvidenskabeligefakulteti universitetsparken med en gal fysiker som midtpunkt. Han forestiller sig, at tiden er en række billeder, der bliver afspillet efter hinanden, og ved at skille dem ad kan man rejse i tiden. Denne teori har Madsen også syslet med i faglig sammenhæng, og "man kan faktisk ikke udelukke, at jeg har ret", som han siger.
Et andet tilfælde er "Syv aldres galskab", som udspiller sig både på Statsbibliciteket, på det ikke helt faktuelt korrekte Center for Ugengældt Etik ("det kalder de sig i hvert fald ikke") i hovedbygningen og i de lange gange under herunder, hvor der åbenbarer sig veritable templer. Beskrivelser, der er inspireret af det klassiske museum, som vi med Madsens hjælp senere forsøger at finde. "Tænk sig, vi har Akropolis stil at ligge i kælderen på universitetet. Deter sgu da flot". En fascinerende oplevelse at gå rundt dér i de lange gange med skaberen af dén roman, der netop udspiller sig her. Men desværre er der lukket denne varme sommerdag.
Evighedsstudent
Skønt Svend Åge Madsen aldrig blev færdig med sine studier, har han bibeholdt kontakten til universitetet. Selv da han havde erkendt, at han var stoppet, blev han ved med at komme til forskellige forelæsninger. Pudsigt nok stort set aldrig på de litterærefag, men næsten alle andre. Deriblandt tit ved teologerne, hvor han har hørt store kanoner som Bukdahl, Sløk, Løgstrup og Hartnack.
"Jeg blev ved med at forny mit årskort i mange år. Man fik rabat ved Fona og kunne komme lidt billigere til København." Det blev Madsen ved med, indtil han så en kronik om den nye studieordning inden for matematik. "Der var et skema over de studerende, og der var én, der var startet i I958-og det var vel ti år senere - og det var helt klart mig. Så derefter skiftede jeg og lod mig immatrikulere som danskstuderende - men jeg kom stort set aldrig til nogle af fore læsningerne. "
Madsen var mere eller mindre holdt op på universitetet, inden ungdomsoprøret tog fat, så det har ikke påvirket ham voldsomt. Han kunnegodt lide hippiebevægelsens frigørelsestanker, men tog afstand fra den voldsomme marxistiske linje, der fulgte. Han kan dog godt se, at nogle af de romaner, han skrev i halvfjerdserne, f.eks. "Tugtog utugt i mellemtiden", har lidt mere politisk præg end hans øvrige værker.
Madsen har beholdt kontakten til universitetet på den måde, at han for nylig har været med i en slags studiekreds med bl.a. fysikere og idéhistorikere, der har diskuteret filosofiske konsekvenser af naturvidenskabelige opdagelser."Jeg sad som tredje mand og forstod hverken den ene eller deri anden. Men det er så tæt på miljøet, som jeg kan komme, og så harjegdet lidt lettere, hvis jeg som forfatter skal nærme mig nogle af de områder."
Han er også beæret over,at hans bøger er anerkendt i universitetsverdenen og bliver gransket i opgaver og specialer. "Det gør, at jeg bliver lidt klogere på de ting, jeg laver. Jeg går jo ikke og fortolker mig selv og ville heller ikke kunne det", siger han. I starten af september forsvarer litteraten Anker Gemzøe landets første doktordisputats om Madsen- "Metamorfoser i mellemtiden" ~ og Madsen regner med at indfinde sig på tilskuerbænken.
Det er tydeligt, at Madsen stadig er dybt fascineret af matematikkens verden. Han fortæller med begejstring om primtallene, om Gódel, om hvordan man i teorien kan konstruere en fjerde dimension. Han mener også, at det er vigtigt, at man følger med i, hvad der sker inden for naturvidenskabens verden, på samme måde, som man følger med i politik. Men som han siger: "Det er lidt svært at gå og dyrke i sin fritid. Man sætter sig jo ikke ned og læser en matematikbog for sjov. Det er næsten en perversitet."
- Hånden på hjertet: Fortryder du aldrig, at du ikke blev ægte rnatematiker?
"Jeg tror aldrig, at det var blevet til noget. Jeg tror, at det er lettere at slå igennem som forfatter. Som forfatter kan man godt snyde lidt ude i kanterne med bevisførelsen. Og jeg har snuset til så mange fagudtryk, at jeg i hvert fald kan imponere de der skide humanister."
