|
|
Flere dårlige amneldelser, tak
»Var der noget på disketten?« spurgte Svend Åge Madsen, da han afleverede følgende
Kulturkronik
Af SVEND ÅGE MADSEN, forfatter
Der er ingenting på disketten,« sagde en dybt bekymret kulturredaktør i telefonen. »Så er det sket igen,« svarede jeg resigneret.
Jeg skulle have stået fast.
-Da han ringede første gang med sin opfordring, vægrede jeg mig. Jeg kan ikke lide at skrive artikler, det er meget sjovere at skrive historier - og læse, for den sags skyld (hvis man må skrive sådan i en avis). Og så kan der stå meget mere i dem.
»Der må være noget der ligger dig på sinde. Hvad med at klage over dårlige anmeldelser?«
»Nej, lad mig for guds skyld få nogle flere af dem,« sagde jeg kontrært.
»Udmærket. Så skriver du om det. «
Der kommer alt for mange overstrømmende anmeldelser, skrev jeg i en intelligent, velturneret, morsom artikel (det kan jeg let påstå, thi den er ikke mere). Skal man tro kritikerne går vi og vader i mesterværker, tre eller syv om ugen. For det første kan man ikke nå at læse dem, så mange er der, og prøver man at læse én af de tyve der i denne måned er blevet udråbt til årtiets største værk, blir man alt for ofte skuffet. Mesterværker udkommer ikke på samlebånd.
Så læseren er dårligt hjulpet med alle de eksalterede anmeldelser. Men også som forfatter er man ilde faren.
Selvfølgelig er det dejligt at blive klappet på ryggen. Man ville være et skarn hvis man ikke var glad for at blive rost. Men det er altså den kritiske anmeldelse man lærer noget af, klappet på ryggen. Man ville være et skarn hvis man ikke var glad for at blive rost. Men det er altså den kritiske anmeldelse man lærer noget af, eller de indvendinger der blir fremsat i en ellers positiv omtale. Forudsat at kritikeren argumenterer overbevisende for sin sag.
Ganske vist skrev vores overmodne mimose fornylig at man skulle være helgen eller masochist for at bede om dårlige anmeldelser. Jeg er ingen af delene -- i hvert fald ikke masochist - men jeg indrømmer alligevel at det er de negative anmeldelser jeg har kunnet bruge til noget. Ikke dem alle, men de velbegrundede.
Jeg har et problem.
Jeg har for nylig fået udgivet en roman, "Finder sted", som fik vældig pæne anmeldelser. (Skal jeg nu være ked af dét? Eller regne med at det skyldes at der ikke er noget sted at sætte en finger?) Hovedpersonen i "Finder sted" lider af et voldsomt behov for at slette indholdet af de computere han kommer i nærheden af. Han skriver den ganske enkle kommando der skal til (jeg skal nok vogte mig for at gengive den her - se det følgende) og nyder at se computeren rense sig selv for alt indhold, som andre nyder at se ild. Deletomani kaldes trangen, opkaldt efter den knap jeg bruger tiest når jeg skriver på computer: delete-tasten.
Mit problem er at jeg åbenbart har opnået en hidtil ukendt menneskelig evne - jeg er blevet ubevidst deletoman. Nu har jeg fortalt så mange historier at jeg altid er ude for at man ikke tror mig. Det hjælper vel ikke at bedyre at det følgende er sandt?
Det følgende er sandt.
Først kom der en fyr fra Weekendavisen og optog et fremragende og begavet interview med mig (det kan jeg også let påstå). Da han kom hjem viste det sig at der ikke var kommet et ord på båndet.
To dage efter skulle to unge lave et interview med mig til et såkaldt medie-tidsskrift. Da jeg havde talt i fem minutter begyndte båndoptageren at hyle og klage sig. Vi måtte opgive at få maskinen til at makke ret, og pigen måtte i gang med kuglepen og papir. De dage senere havde jeg besøg af TV2 - Østjylland, der skulle lave et kort indslag om den nye bog. Da de omsider - havde fået hele udstyret rigget til, og stillede det første spørgsmål, gav kameraet et klik,. nægtede at optage under påberåbelse af Fejl nummer 132.
Ingen havde hørt om den fejl før. De måtte søge på Internettet for at få den forklaret. Og opgive optagelserne.
Derfor kom det ikke så meget bag på mig da kulturredaktøren ringede: Min artikel, Flere dårlige anmeldelser, tak var ikke på disketten jeg havde sendt ham. Og heller ikke på min harddisk. Deletet.
Dermed var mine trængsler ikke slut.
Jeg var ikke i tvivl om at det var en meget vred mand der ringede på døren. Kun en særdeles ophidset person lader fingeren hvile så længe på klokker. Og kun en mand kan trykke så hårdt.
Det var en meget vred mand. Han ville sagsøge mig. Og det ville komme til at koste, kunne jeg stole på' Jeg vovede at lukke ham ind. Da han lod sig berolige, viste det sig at han snarere var dybt nedbøjet, efter at have mistet det dyrebareste i livet. Nej, det var ikke konen, han talte om - men også hende.
På sin computer havde han forfærdelig mange ting, forklarede han. Sine regnskaber, et projekt han var i færd med at udvikle, foruden diverse kartoteker som det havde taget ham år at samle, og ikke mindst nogle vigtige personlige breve.
Forleden aften brokkede hans kone sig igen over at han altid sad ved den computer. Over for mig måtte han indrømme at han blev hængende også den nat, selv efter konens vredesudbrud.
Da han kom hjem fra arbejde næste dag var alt slettet. Harddisken simpelt hen raseret. Hans fortørnede kone havde ikke en pind forstand på den slags, men hun huskede at hun havde set en anmeldelse af "Finder sted i avisen'. Hvori den kommando var citeret, som får computere til at begå selvmord.
Hvordan kunne jeg få mig selv til at nævne den famøse sætning? Jeg ville vel ikke give en detaljeret opskrift på en bombe i en bog? Lige så uansvarligt som at anvise en let selvmordsmetode. Jeg ville høre fra hans sagfører.
Inden han gik, fandt jeg bogen frem, slog op. »Derfor skrev jeg ikke den fuldstændige kommando, men udelod en smule,« forklarede jeg og viste ham stedet. »Det må være en af de overstrømmende anmeldere der i sin begejstring har tilføjet det manglende tegn. De skal altid gøre tingene bedre end de er. Sagsøg ham.«
