at åbne sig for de store
tillokkende og truende, men det modsatte er samtidig tilfældet. Verden er et paradoks, og
den der ikke kan leve og opleve paradokset vil aldrig kunne sanse Verden. Eller poesien,
eller kærligheden - eller Natten.
Endnu mere
paradoksalt: Verden er, som enhver vild dans, ethvert rablende ritual, selvforglemmende.
For enhver der lever Verden i stedet for at leve 'i' Verden, for enhver der vælger
at lade Verden leve i sig, vil den ikke længere eksistere som 'Verden'
lige så lidt som man kan opleve sin egen arm som 'en arm'.